Er der ikke snart nogen, der gider tænde lyset i verden?
Synes hulme der er mørkt her..
onsdag den 19. januar 2011
torsdag den 13. januar 2011
Tyvstjålet liste v. 2.1
Er ikke helt tryg ved:
Stort, rødt og hævet område på kinden
Mælk, der har stået i køleskabet en dag over sidste salgsdato
Bertel Haarder (mere)
Hvem har fundet på at kalde noget som helst for:
Glans penis
PK-huset
Savner:
Brændende kærlighed og karbonader
Musik
D-vitamin
Bliver det snart til noget med:
At jeg skal på ferie?
At de får tørret op nede i det der Queensland?
Vil virkelig gøre en indsats for:
At narre en svensk juleskinke til at tro den er en flæskesteg
At smile meget mere til verden
Har du set:
Ham den pæne nede i Lidl? Sådan så man ikke ud da jeg var 17.
At der snart kommer sne igen? Synes også vi står og mangler..
Trænger faktisk til:
En øl
Et knald
En krammer
Gid man IKKE havde råbt:
”Luder” under forretten til et bryllup (ikke til nogen, der var tilstede, men alligevel)
Kan man tillade sig at:
Holde ferie resten af året i noget tropisk klima?
Narre en skinke?
onsdag den 5. januar 2011
torsdag den 30. december 2010
Eventyret om den lille kamæleon, del 6
Det tog lidt tid inden den lille kamæleons øjne vænnede sig til det dunkle lys i heksens hus. Der var store, tunge og meget beskidte gardiner for vinduerne, så det eneste lys kom fra ildstedet midt i stuen. Over det hang en stor, stort gryde hvori der boblede en underlig grød, som mest så ud som noget, nogen havde glemt meget længe. Dette forklarede også den forfærdelige lugt i heksens hus. Den lille kamæleon åbnede munden for at trække vejret den vej i et forsøg på at undgå lugten i sin meget følsomme musenæse. ”Hvordan kan hun holde den stank ud?” hviskede den lille kamæleon til musen, som stod med tårer i øjnene og holdt sig for næsen.
”Nok fordi hun selv lugter værre” svarede musen og gav et hvin fra sig, da heksen igen pludselig stod foran dem med sin lange næse så tæt på at det kunne mærkes i pelsen når hun trak vejret.
”Nå?” råbte hun. ”Hvem helvede var det så af jer, der skulle trylles?”
”Mig” hviskede den lille kamæleon og tog et skridt frem, så den næsten stod under heksens næsebor. Med det samme blev den lille kamæleon løftet op og båret gennem luften mellem heksen grove fingre til den hang og dinglede over gryden med den tykke grød boblende i.
”Så håber jeg fandme du kan svømme” skreg heksen og slap grebet om den lille kamæleon, som med et skrig faldt ned i gryden og blev omsluttet af den varme, tykke og meget ildelugtende grød.
Den lille kamæleon kæmpede for at komme op, men jo mere den sparkede og viftede med benene, desto dybere ned i grøden kom den, til den lille kamæleon til sidst var helt forsvundet ned i gryden og alt blev sort.
Slut.
Morale: Stol aldrig på fremmede. Især ikke hekse!
”Nok fordi hun selv lugter værre” svarede musen og gav et hvin fra sig, da heksen igen pludselig stod foran dem med sin lange næse så tæt på at det kunne mærkes i pelsen når hun trak vejret.
”Nå?” råbte hun. ”Hvem helvede var det så af jer, der skulle trylles?”
”Mig” hviskede den lille kamæleon og tog et skridt frem, så den næsten stod under heksens næsebor. Med det samme blev den lille kamæleon løftet op og båret gennem luften mellem heksen grove fingre til den hang og dinglede over gryden med den tykke grød boblende i.
”Så håber jeg fandme du kan svømme” skreg heksen og slap grebet om den lille kamæleon, som med et skrig faldt ned i gryden og blev omsluttet af den varme, tykke og meget ildelugtende grød.
Den lille kamæleon kæmpede for at komme op, men jo mere den sparkede og viftede med benene, desto dybere ned i grøden kom den, til den lille kamæleon til sidst var helt forsvundet ned i gryden og alt blev sort.
Slut.
Morale: Stol aldrig på fremmede. Især ikke hekse!
onsdag den 22. december 2010
Eventyret om den lille kamæleon, del 5
Den lille kamæleon trak vejret dybt og ventede på at musen var færdig med at grine.
Hellere en irriterende ven end slet ingen, tænkte den, mens den betragtede de andre køer, som stod helt stille ved siden af hinanden og sov dybt.
”Hvordan kan det så være at du sådan bliver til andre dyr?”, spurgte musen, da den om sider var færdig med sit grineri.
”Det ved jeg ikke rigtig. Jeg har egentlig altid bare været sammen med andre kamæleoner, så det er svært at sige om det har været sådan hele tiden”, svarede den lille kamæleon.
”Men jeg vil ikke være sådan her. Jeg vil ikke blive til noget andet dyr hele tiden. Jeg vil bare gerne være en kamæleon”
Musen var stille lidt og kiggede så op på den lille kamæleonen.
”Mon det er magi?”
”Hvad mener du med magi?” spurgte den lille kamæleon og lagde sit store hoved på skrå.
”Trylleri. Troldkunst. Magi!”, råbte musen og rejste sig op.
”Det er garanteret heksen, der har gjort noget ved dig!
”EN HEKS?!”, skreg den lille kamæleon så højt, at nogle af køerne rørte på sig og gryntede surt.
Heldigvis vågnede ingen, og den lille kamæleon stak sit store hoved helt ned til musen og hviskede:
”..fortæller du mig, at der er en heks i skoven? Det kan jo umuligt passe. Hekse findes jo ikke og i hvert fald ikke i vores skov.”
”Men nu er det altså sådan at der bor en heks i skoven” sagde musen irriteret og tilføjede: ”Og desuden er det jo heller ikke så normalt at der findes kamæleoner i skovene. Særligt ikke kamæleoner, der bliver til andre dyr. Vel?”
Den lille kamæleon måtte give musen ret, og musen fortalte at der ikke var så langt til heksens hus. De besluttede sig for at spørge heksen om hun havde noget med det hele at gøre.
”Måske kan hun trylle dig om, så du bliver en almindelig kamæleon”, sagde musen.
”Det er mit højeste ønske”, sagde den lille kamæleon, og begyndte med tunge skridt at begive sig mod heksens hus.
Mon ikke det går hurtigere, hvis jeg var en mus igen?, tænkte den lille kamæleon, og kiggede ned på musen som pilede forbi gennem græsset.
”Aaaaa” skreg musen som pludselig fløj gennem luften. Den lille kamæleon havde sparkede til den med sin store klov, og var nu igen en lille mus, som løb af sted igennem det høje græs. Han løb efter lyden af den klagende mus og fandt ham hurtigt liggende på maven i en kokasse. Den lille kamæleon kunne ikke lade være med at grine.
”Tak for det”, vrissede musen mens den tørrede ansigtet i hænderne. ”Du havde nok ikke behøvet at sparke så hårdt”
”Jeg vidste ikke hvor hårdt jeg sparkede” svarede den lille kamæleon. ”Jeg er ikke rigtig vant til at være en ko. Undskyld”
De to mus løb af sted over marken ind i skoven. Da de nåede frem til heksens hus, var det begyndt at blive lyst på himlen.
Inde fra huset kunne de høre nogen rumstere med potter og pander, alt imens der blev bandet og svovlet.
”Hun lyder til at være i godt humør” sagde musen og råbte: ”HEKS! KOM HER UD!”
Der blev helt stille inde i huset, og i næste sekund blev døren flået op og en meget høj og ranglet skikkelse stod pludselig foran dem.
Heksen så meget gammel ud. Hun havde en stor næse og en lang hage. Havde hun ikke haft et forklæde og en stor, tyk nederdel på, havde det været svært at gætte at hun var en dame.
”Hva’ i hede hule helvede laver sådan et par åndssvage små mus her så forbandet tidligt?” vrissede heksen og stak hovedet helt ned til musene.
”Ka’ I ik’ se at jeg har skide travlt? Nå? Hva’ helvede vil I så?”
Hverken musen eller den lille kamæleon var vant til at blive råbt af eller skældt ud, så de stod helt stille og så på heksen med store øjne, indtil musen puffede den lille kamæleon i siden.
”Eh.. godmorgen.. heks.. fru..” stammede den lille kamæleon. Heksen drejede hovedet og stirrede vredt direkte på musen som talte.
”Jeg.. eller vi tænkte om De muligvis havde tryllet.. eh.. mig…”
”Tryllet dig?” vrissede heksen som nu var så tæt på at hendes store næse næsten rørte ved den lille kamæleons lillebitte snude. ”Til hvad? En mus?” råbte heksen hæst og brød ud i noget, der vist var en latter: ”Haaar haaar haaar!”
”Nej. Eller… altså faktisk er jeg en kamæleon, men af en eller anden grund bliver jeg til de dyr, jeg støder på”, sagde den lille kamæleon og prøvede at overdøve heksens kaglen.
”Hva’ fanden var det du lige sagde?” spurgte heksen og holdt med det samme op med at grine.
”En kamæleon, der bliver til andre dyr? Du skifter altså ikke farve, men skifter hele kroppen? Det lyder fandme spændende”.
”Ja. Eller nej” sagde den lille kamæleon og fortsatte ”Jeg mener. Jeg vil jo helst bare være som de andre kamæleoner”
Heksen kiggede på de to mus. Så rettede hun sig op, vendte på hælende og forsvandt ind gennem døren.
Musen og den lille kamæleon kiggede spørgende på hinanden, men inden nogen nåede at sige noget, skreg heksen inde fra huset:
”Ja, så kom dog for fanden indenfor!”
De to mus tøvede lidt, og gik så med forsigtige skridt ind i heksens hus.
Fortsættes..
Hellere en irriterende ven end slet ingen, tænkte den, mens den betragtede de andre køer, som stod helt stille ved siden af hinanden og sov dybt.
”Hvordan kan det så være at du sådan bliver til andre dyr?”, spurgte musen, da den om sider var færdig med sit grineri.
”Det ved jeg ikke rigtig. Jeg har egentlig altid bare været sammen med andre kamæleoner, så det er svært at sige om det har været sådan hele tiden”, svarede den lille kamæleon.
”Men jeg vil ikke være sådan her. Jeg vil ikke blive til noget andet dyr hele tiden. Jeg vil bare gerne være en kamæleon”
Musen var stille lidt og kiggede så op på den lille kamæleonen.
”Mon det er magi?”
”Hvad mener du med magi?” spurgte den lille kamæleon og lagde sit store hoved på skrå.
”Trylleri. Troldkunst. Magi!”, råbte musen og rejste sig op.
”Det er garanteret heksen, der har gjort noget ved dig!
”EN HEKS?!”, skreg den lille kamæleon så højt, at nogle af køerne rørte på sig og gryntede surt.
Heldigvis vågnede ingen, og den lille kamæleon stak sit store hoved helt ned til musen og hviskede:
”..fortæller du mig, at der er en heks i skoven? Det kan jo umuligt passe. Hekse findes jo ikke og i hvert fald ikke i vores skov.”
”Men nu er det altså sådan at der bor en heks i skoven” sagde musen irriteret og tilføjede: ”Og desuden er det jo heller ikke så normalt at der findes kamæleoner i skovene. Særligt ikke kamæleoner, der bliver til andre dyr. Vel?”
Den lille kamæleon måtte give musen ret, og musen fortalte at der ikke var så langt til heksens hus. De besluttede sig for at spørge heksen om hun havde noget med det hele at gøre.
”Måske kan hun trylle dig om, så du bliver en almindelig kamæleon”, sagde musen.
”Det er mit højeste ønske”, sagde den lille kamæleon, og begyndte med tunge skridt at begive sig mod heksens hus.
Mon ikke det går hurtigere, hvis jeg var en mus igen?, tænkte den lille kamæleon, og kiggede ned på musen som pilede forbi gennem græsset.
”Aaaaa” skreg musen som pludselig fløj gennem luften. Den lille kamæleon havde sparkede til den med sin store klov, og var nu igen en lille mus, som løb af sted igennem det høje græs. Han løb efter lyden af den klagende mus og fandt ham hurtigt liggende på maven i en kokasse. Den lille kamæleon kunne ikke lade være med at grine.
”Tak for det”, vrissede musen mens den tørrede ansigtet i hænderne. ”Du havde nok ikke behøvet at sparke så hårdt”
”Jeg vidste ikke hvor hårdt jeg sparkede” svarede den lille kamæleon. ”Jeg er ikke rigtig vant til at være en ko. Undskyld”
De to mus løb af sted over marken ind i skoven. Da de nåede frem til heksens hus, var det begyndt at blive lyst på himlen.
Inde fra huset kunne de høre nogen rumstere med potter og pander, alt imens der blev bandet og svovlet.
”Hun lyder til at være i godt humør” sagde musen og råbte: ”HEKS! KOM HER UD!”
Der blev helt stille inde i huset, og i næste sekund blev døren flået op og en meget høj og ranglet skikkelse stod pludselig foran dem.
Heksen så meget gammel ud. Hun havde en stor næse og en lang hage. Havde hun ikke haft et forklæde og en stor, tyk nederdel på, havde det været svært at gætte at hun var en dame.
”Hva’ i hede hule helvede laver sådan et par åndssvage små mus her så forbandet tidligt?” vrissede heksen og stak hovedet helt ned til musene.
”Ka’ I ik’ se at jeg har skide travlt? Nå? Hva’ helvede vil I så?”
Hverken musen eller den lille kamæleon var vant til at blive råbt af eller skældt ud, så de stod helt stille og så på heksen med store øjne, indtil musen puffede den lille kamæleon i siden.
”Eh.. godmorgen.. heks.. fru..” stammede den lille kamæleon. Heksen drejede hovedet og stirrede vredt direkte på musen som talte.
”Jeg.. eller vi tænkte om De muligvis havde tryllet.. eh.. mig…”
”Tryllet dig?” vrissede heksen som nu var så tæt på at hendes store næse næsten rørte ved den lille kamæleons lillebitte snude. ”Til hvad? En mus?” råbte heksen hæst og brød ud i noget, der vist var en latter: ”Haaar haaar haaar!”
”Nej. Eller… altså faktisk er jeg en kamæleon, men af en eller anden grund bliver jeg til de dyr, jeg støder på”, sagde den lille kamæleon og prøvede at overdøve heksens kaglen.
”Hva’ fanden var det du lige sagde?” spurgte heksen og holdt med det samme op med at grine.
”En kamæleon, der bliver til andre dyr? Du skifter altså ikke farve, men skifter hele kroppen? Det lyder fandme spændende”.
”Ja. Eller nej” sagde den lille kamæleon og fortsatte ”Jeg mener. Jeg vil jo helst bare være som de andre kamæleoner”
Heksen kiggede på de to mus. Så rettede hun sig op, vendte på hælende og forsvandt ind gennem døren.
Musen og den lille kamæleon kiggede spørgende på hinanden, men inden nogen nåede at sige noget, skreg heksen inde fra huset:
”Ja, så kom dog for fanden indenfor!”
De to mus tøvede lidt, og gik så med forsigtige skridt ind i heksens hus.
Fortsættes..
torsdag den 16. december 2010
Eventyret om den lille kamæleon, del 4
”Pas på uglen! Den kommer!” råbte musen til den lille kamæleon. ”Og så slip mig dog!”
”Undskyld” peb den lille kamæleon og fulgte efter musen, som nu næsten var i ly under en busk.
”Hvor mon den blev af?”, undrede musen mens den pustede ud og rettede sin pels, der hvor den lille kamæleon havde haft fat.
”Den havde jo fat i mig. Hvorfor mon den gav slip? Og hvor kommer du egentlig fra?” spurgte musen og kiggede undrende på den lille kamæleon.
”Eh..” tøvede den lille kamæleon, men bestemte sig for at sige sandheden.
”Det var mig, der var uglen. Men nu er jeg altså en mus. Og inden da var en hare. Men jeg er egentlig en kamæleon”
Der blev helt stille. Musen stirrede længe med åben mund på den lille kamæleon. Så brast den ud i et pibende grin og klaskede hænderne sammen.
”Ha ha ha. Der fik du mig næsten. Sikke en fantasi, du har. Åh, min mave. Hi hi hi.”
Musen sad nu på jorden og holdt sig om maven, imens den grinede.
”Men det er sandt”, sagde den lille kamæleon.
”Nej, hold nu op”, stønnede musen. ”Jeg går ikke på den igen.”
”Okay. Hvis du ikke tror på mig, så kan jeg vise dig”, svarede den lille kamæleon, som efterhånden havde regnet ud, at den af en eller anden grund så ud som de dyr, den rørte ved. Hvordan det gik til og hvorfor det skete, vidste den lille kamæleon ikke. Men den viste at den behøvede hjælp til at finde ud af det.
”Godt. Så vis mig det”, sagde musen, rejste sig op og satte hænderne i siden. ”Lad mig se dig blive til en hare”
”Eh..” sagde den lille kamæleon igen. ”Jeg tror ikke, det er sådan det fungerer. Jeg tror, jeg er nødt til at røre ved nogen.”
”Tror, siger du?”, spurgte musen og rystede på hovedet. ”Det skal nok blive interessant, det her. Jamen så lad os da finde et dyr, du kan røre ved. Kom!”
Musen pilede af sted ind i skoven og den lille kamæleon fulgte efter så godt den kunne på sine korte, spinkle ben.
Efter en lang løbetur, nåede de to frem til udkanten af skoven. Her var der en stor, indhegnet græsmark, hvor en flok store køer stod og sov.
”Ja. Værsågod at røre” grinede musen og puffede den lille kamæleon fremad.
”En ko?” protesterede den lille kamæleon og satte hælene i jorden for ikke at blive skubbet. ”Det kan du ikke mene? Hvordan skal jeg kunne blive til en kæmpestor ko?!”
Trods sine forsøg på at slippe væk var den lille kamæleon nu helt fremme ved køerne, som stod helt stille i mørket med lukkede øjne.
”Kom nu! Rør ved koen”, drillede musen og skubbede den lille kamæleon så hårdt i ryggen, at den faldt forover og lige ind i en af køernes hårde klove.
Ved siden af den sovende ko stod nu en anden ko med et meget chokeret udtryk i ansigt.
”HVA?” råbte musen og satte sig forbløffet ned i græsset.
”Det var da lige godt utroligt! Du er jo en ko!”
”Shhyyy! Ikke vække køerne”, hviskede den lille kamæleon, som ikke havde lyst til at skulle forklare for det hele for hele koflokken.
”Du mener ’ikke vække de ANDRE køer’” grinede musen og slog sig på maven.
Fortsættes...
”Undskyld” peb den lille kamæleon og fulgte efter musen, som nu næsten var i ly under en busk.
”Hvor mon den blev af?”, undrede musen mens den pustede ud og rettede sin pels, der hvor den lille kamæleon havde haft fat.
”Den havde jo fat i mig. Hvorfor mon den gav slip? Og hvor kommer du egentlig fra?” spurgte musen og kiggede undrende på den lille kamæleon.
”Eh..” tøvede den lille kamæleon, men bestemte sig for at sige sandheden.
”Det var mig, der var uglen. Men nu er jeg altså en mus. Og inden da var en hare. Men jeg er egentlig en kamæleon”
Der blev helt stille. Musen stirrede længe med åben mund på den lille kamæleon. Så brast den ud i et pibende grin og klaskede hænderne sammen.
”Ha ha ha. Der fik du mig næsten. Sikke en fantasi, du har. Åh, min mave. Hi hi hi.”
Musen sad nu på jorden og holdt sig om maven, imens den grinede.
”Men det er sandt”, sagde den lille kamæleon.
”Nej, hold nu op”, stønnede musen. ”Jeg går ikke på den igen.”
”Okay. Hvis du ikke tror på mig, så kan jeg vise dig”, svarede den lille kamæleon, som efterhånden havde regnet ud, at den af en eller anden grund så ud som de dyr, den rørte ved. Hvordan det gik til og hvorfor det skete, vidste den lille kamæleon ikke. Men den viste at den behøvede hjælp til at finde ud af det.
”Godt. Så vis mig det”, sagde musen, rejste sig op og satte hænderne i siden. ”Lad mig se dig blive til en hare”
”Eh..” sagde den lille kamæleon igen. ”Jeg tror ikke, det er sådan det fungerer. Jeg tror, jeg er nødt til at røre ved nogen.”
”Tror, siger du?”, spurgte musen og rystede på hovedet. ”Det skal nok blive interessant, det her. Jamen så lad os da finde et dyr, du kan røre ved. Kom!”
Musen pilede af sted ind i skoven og den lille kamæleon fulgte efter så godt den kunne på sine korte, spinkle ben.
Efter en lang løbetur, nåede de to frem til udkanten af skoven. Her var der en stor, indhegnet græsmark, hvor en flok store køer stod og sov.
”Ja. Værsågod at røre” grinede musen og puffede den lille kamæleon fremad.
”En ko?” protesterede den lille kamæleon og satte hælene i jorden for ikke at blive skubbet. ”Det kan du ikke mene? Hvordan skal jeg kunne blive til en kæmpestor ko?!”
Trods sine forsøg på at slippe væk var den lille kamæleon nu helt fremme ved køerne, som stod helt stille i mørket med lukkede øjne.
”Kom nu! Rør ved koen”, drillede musen og skubbede den lille kamæleon så hårdt i ryggen, at den faldt forover og lige ind i en af køernes hårde klove.
Ved siden af den sovende ko stod nu en anden ko med et meget chokeret udtryk i ansigt.
”HVA?” råbte musen og satte sig forbløffet ned i græsset.
”Det var da lige godt utroligt! Du er jo en ko!”
”Shhyyy! Ikke vække køerne”, hviskede den lille kamæleon, som ikke havde lyst til at skulle forklare for det hele for hele koflokken.
”Du mener ’ikke vække de ANDRE køer’” grinede musen og slog sig på maven.
Fortsættes...
tirsdag den 14. december 2010
Eventyret om den lille kamæleon, del 3
”Stoooop, fru Ugle” råbte den lille kamæleon, mens den baskede febrilsk med sine store, tunge vinger.
Men den sure ugle var allerede en lille, sort prik langt borte over trætoppene.
Åhnejåhnejåhnej, tænkte den lille kamæleon for sig selv og prøvede at holde sig så stabilt i luften som den kunne. Det gik faktisk ret godt, og den lille kamæleon var overrasket over hvor let det var at flyve. Den havde tit ligget i græsset og kigget op på fuglene, som fløj forbi langt oppe i luften og tænkt hvordan de egentlig gjorde og om de ikke var bange for at falde ned.
Mens den fløj lagde den lille kamæleon mærke til en underlig, knurrende lyd og blev med det samme nervøs. Den kendte godt den slags knurren og vidste at det betød, at et eller andet farligt dyr var i nærheden. Den kiggede sig omring; over sig, under sig, foran og bagved, men der var ikke noget farligt dyr med spidse tænder at se nogen steder. Den knurrende lyd blev højere og med et gik det op for den lille kamæleon, hvad det var for en lyd.
Det er min mave, som knurrer, tænkte den for sig selv. Jeg har vist helt glemt at spise noget siden i morges.
Langt oppe over trætoppene kunne den lille kamæleon let se hele skoven og fik hurtigt øje på lysningen med de mange brombærbuske, hvor alle kamæleonerne altid spiste.
Lydløst og præcist nærmede den lille kamæleon sig lysningen og skulle lige til at gøre klar til landing, da dens ugleblik opfangede en hurtig bevægelse. En lille mus pilede hen over græsset op vej i sikkerhed under buskadset. Inden den lille kamæleon kunne nå at tænke, havde den samlet vingerne, strækket sine skarpe kløer frem og styrtede som et missil direkte mod musen. Den lille kamæleon lukkede sine skarpe uglekløer omkring musen, men i stedet for at flyve væk med den, rullede to små mus pludselig rundt i græsset.
”Hjælp! Hjææææælp!” peb musen og prøvede at vriste sig fri af den lille kamæleons nu meget små hænder, som stadig holdt hårdt fat i musens ryg.
Fortsættes...
Men den sure ugle var allerede en lille, sort prik langt borte over trætoppene.
Åhnejåhnejåhnej, tænkte den lille kamæleon for sig selv og prøvede at holde sig så stabilt i luften som den kunne. Det gik faktisk ret godt, og den lille kamæleon var overrasket over hvor let det var at flyve. Den havde tit ligget i græsset og kigget op på fuglene, som fløj forbi langt oppe i luften og tænkt hvordan de egentlig gjorde og om de ikke var bange for at falde ned.
Mens den fløj lagde den lille kamæleon mærke til en underlig, knurrende lyd og blev med det samme nervøs. Den kendte godt den slags knurren og vidste at det betød, at et eller andet farligt dyr var i nærheden. Den kiggede sig omring; over sig, under sig, foran og bagved, men der var ikke noget farligt dyr med spidse tænder at se nogen steder. Den knurrende lyd blev højere og med et gik det op for den lille kamæleon, hvad det var for en lyd.
Det er min mave, som knurrer, tænkte den for sig selv. Jeg har vist helt glemt at spise noget siden i morges.
Langt oppe over trætoppene kunne den lille kamæleon let se hele skoven og fik hurtigt øje på lysningen med de mange brombærbuske, hvor alle kamæleonerne altid spiste.
Lydløst og præcist nærmede den lille kamæleon sig lysningen og skulle lige til at gøre klar til landing, da dens ugleblik opfangede en hurtig bevægelse. En lille mus pilede hen over græsset op vej i sikkerhed under buskadset. Inden den lille kamæleon kunne nå at tænke, havde den samlet vingerne, strækket sine skarpe kløer frem og styrtede som et missil direkte mod musen. Den lille kamæleon lukkede sine skarpe uglekløer omkring musen, men i stedet for at flyve væk med den, rullede to små mus pludselig rundt i græsset.
”Hjælp! Hjææææælp!” peb musen og prøvede at vriste sig fri af den lille kamæleons nu meget små hænder, som stadig holdt hårdt fat i musens ryg.
Fortsættes...
Abonner på:
Opslag (Atom)