Not so proud of Pride

Altså, med frygt for at vende ryggen til mit folk og med risiko for at blive udstødt og brændt som kætter, så står jeg nu frem og proklamerer, at jeg synes Stockholm Pride er noget fis!

There!

De sidste år har det været so-so med artister og det hele (inklusive Europride sidste år) har båret præg af byfest og gedemarked i dets oprindelige forstand. Der har været nogle semiprofessionelle fotoudstillinger rundt i byen, lidt nyskrevet homoteater og transseksuelle diskussionsgrupper, som den brede befolkning (læs: Hr og Fru Svensson) potentielt kunne deltage i for at få et (bedre) indblik i forskellighed, men som sjældent bliver besøgt af andre end venner og familie til pågældende fotograf, playwrite eller transperson.

I Pride Park, som trods sit højtflyvende navn er en indhegnet grusfodboldbane dybt inde i en park, kan man igen diskutere transseksuelle, købe didoer i den lesbiske s/m bod eller besøge et af de utallige telte, hvor politiske partier med balloner og badges konkurrerer om, hvem der er mest omfavnende og åbentsindet.

På scenen står en horde af ukendte eller i bedste fald semikendte sangere og sangerinder, kun sjældent afbrudt af ”store” navne som RuPaul, Mel&Kim og hvem der nu vandt ESC dette år.

Det var dengang. Nu er det et nyt år:
Billetpriserne er sat op og kan nu måle sig med enhver stor musikfestival; Pride Park er flyttet til en indhegnet (!) græsmark så langt fra centrum, at der kun går én busrute derud, og.... ja... det var det.
Ellers er alt ved det gamle. Et hurtigt vy over årets artistliste og de enste iøjenfaldende udenlandske (svært at kalde dem hverken ”internationale” eller ”store”) artister er... wait for it... Hazell Dean og Vengaboys!

(...)

Med AL respekt for begge, så er det altså langt fra store navne. Og når man tænker på hvem der ellers kommer og spiller i Sverige, så burde det ikke være svært at skaffe større artister end det. For er det ikke at tale ned til sit publikum? Er det ikke laveste fællesnævner og discount out-let som sejrer her?

Tanken og det oprindelige formål med Pride er god. Og vigtig. Og de mennesker, der arbejder hårdt og frivilligt for at få dette til at rulle, har jeg respekt for. Men det kunne bare blive så meget bedre! Er det mangel på selvindsigt og kritik, eller hvad er årsagen til at man ikke stræber efter at gøre hvert år bedre end det forrige?

Og så kan jeg ikke lade være med at undrer mig over det økonomiske perspektiv: Pride er stort i Sverige (eller.. i Stockholm i hvert fald) og det betyder meget store sponsorer, potentielt masser af kulturstøtte, kommunepenge, statspenge og EUpenge. Det, sammen med billetindtægter og at alle arbejder frivilligt, får mig til at spørge: Hvad bruges pengene til?

Ikke til at gøre Pride til en fest og en oplevelse at være stolt over, i hvert fald


Så jeg suser i sommerhus i stedet for. Og drikker vin!

Den smut’ sgu’

Jeg beklager, undskylder og er ked af at op til flere læsere har kommenteret på grammatiske fejl her i bloggen. Og det er intet mindre end en katastrofe!

Jeg er om noget (og det tror jeg nok mange kan nikke genkende til) en emsig satan når det kommer til retstavning og grammatik. Så mit eneste forsvar og forklaring er, at det simpelthen går for hurtigt nogen gange, og sætningerne ændres mens de skrives, hvorfor der til tider opstår en klassisk fejl: Præsens- R (eller nutids-r om man vil). Og det er faktisk en af de slemme. Den og så komma foran infinitiv og at glemme t i ”nødt til”.

Så.. Undskyld igen og jeg skal nok tage mig mere sammen.

Hva ellers?
Weekenden byder på festlig sommerhustur. Det er også i weekenden at der er Pride her i Stockholm. Og det blæser jeg så højt og flot på i år. Synes også lissom jeg har trukket mit stå til den homostak; stod sidste år på laddet af en stor lastbil og dansede iført korte shorts, fodboldstrømper og trillefløjle.. stolt... eller bare høreskadet.
Kan jo ikke helt udelukkes at der bliver en lille og spontan pridefestival i det nordøstjyske.. Hvem ved?

You pretty!

Det er jo ikke nogen hemmelighed at jeg er sådan en, der sætter pris på smukke mennesker. I særdeleshed smukke mænd. Og dem som kender mig ved, at jeg er meget god til at få øje på og kigge efter eksemplarer, gerne samtidigt med at jeg fører en samtale.
Er faktisk helt holdt op med at være diskret og smugkigge. I stedet stopper jeg op og glor åbenlyst. Jeg ser det som en win-win situation: Objektet får bekræftelse og jeg får kigget mig mæt.

Problemet indtræffer når de smukke mennesker befinder sig indenfor min omgangskreds; det vil sige når jeg skal forholde mig til dem, interagerer med dem og værst af alt snakke med dem.
Det er her, det går galt: Jeg bliver stresset og nervøs og fuldstændig blottet for subtil charme. Det er sandt! På ”øh.. nå.. hva så med dig?”-måden.
Jeg ved ikke om dette på nogen måde kan hænge sammen med min tendens til at være en smule autoritetsvanskelig? Tesen er således at jeg i interaktion med smukke individer føler mig i understatus, hvorved den smukke bliver overstatus.
På den anden side plejer mit autoritetsproblem at manifestere sig i konfrontation fra min side: Er der noget jeg er godt til, er det nemlig at brokke mig, klage og være utilfreds.

Så det er måske ikke sammenhængen. Måske er det normalt at man bliver forfjamsket og usikker i mødet med en person som er pænere end en selv? What say you?

Jeg ved det ikke. Så jeg lever bare efter ”Nok se men ikke røre” (eller tale med) så længe.

I ly af busk og krat

Hvor ER det dejligt at det sådan for alvor er blevet sommer! Overraskes lige meget hvert eneste år over hvor dejligt og lyst og varmt det er.

Har både badet (to gange) og grillet udenfor flere gange. Sidst på toppen af en klippe med udsigt over byen. Her opdagede jeg så at der er mere gang i mit lokale cruising-område end jeg troede; der er hulme mange mænd der vil risikere liv og lemmer og klatrer rundt på stejle bjergsider og slalommer imellem træer for eventuelt at score et bette anonymt blæs. Det morer og fascinerer mig, hvordan nogle har som mere eller mindre fast rutine hver mandag efter arbejde at cykle ud i en skov og gå og lure der i et par timer, inden man cykler hjem til familien eller ensomheden.

Men det er om ikke andet en både harmløs og sund hobby – sådan på frisk luft og naturmåden i hvert fald.

Forresten så har vi fået en "bande-kasse" på arbejde, hvor man skal lægge 5 kroner i hver gang man bander. Og gæt hvem der som den eneste IKKE har lagt penge i?
MIG! I KNOW! Det er helt utroligt! I'm a good person!

Spa me up!

Idag skal jeg benytte mig af min fødselsdagsgave fra min storesøster: En helkropsmassage på 70 minutter her!
Uh, det skal blive godt!

Sidst jeg fik noget lignende var på spaferie i Tallinn, hvor jeg blev indsmurt i mudder og efterladt som en kebabrulle indpakket i stanniol.
Håber denne gang bliver mere massage og mindre efterladen. Og det gør det nok. Har i hvert fald sparet op hvad angår spændinger i nakken og forkortede halsmuskler, så der er masser at tage fat i. So to speak.

Håber ikke massøren er sådan en der snakker og vil samtale. For det gider jeg ikke. I 70 minutter.

Sofaneser

Er der nogen, der lige gider synes noget om de her sofaer?

Forslag A sort:

Forslag A rød:

Forslag B mørkgrå:

Forslag B rød:

Bryllupskuller

Kan godt se at jeg er nødt til at kommentere på at der står et kæmpe kongeligt bryllup og tripper lige om hjørnet:

Konprinsessan Victoria bliver i morgen kl. 15.30 gift med Herr Daniel Westling som herefter skal tituleres som Hans Kungliga Höghet Prins Daniel av Sverige, Hertug av Västergötland.
Nummerologer verden over klapper i deres små hænder!
Og det gør jeg også! På min helt engen ironisk distancerede måde elsker jeg kongebryllupper. Stort set. Var i hvert fald meget engageret og lavede kollager da Prins Joakim fik sin kines, og sad bænket foran tv’et med bøsser, champagne, frugt og fin konditori da småfrække Kronprins Frederik fik Maaaary. Var dog helt uinteresseret da Joakim fik Mary2. Undskyld. Mari’. Som er sin helt egen person og på ingen måde en New Zealandsk kloning. På ingen måde!

Sidder i skrivende stund og forsøger at planlægge hvad vi skal spise til bryllupsfrokost, hvem skal være med og hvor skal vi stå og vinke til kortegen. Der er enormt megen logistik der skal løses. Særligt fordi vi nok næppe bliver de eneste gamle damer, der vil have et glimt af det stressede par.

Åh bryllup. Som fraskilt kan man jo have sine meninger, og jeg skal da aldrig nogensinde selv have noget som helst bryllupsarrangement ever, men synes nu er det sjovt. At det sjældent er romantisk eller smukt fordi de indblandede er så stressede, overtrætte og udmajede, er en anden sag, men selve hysterien omkring arrangementet er right up my ally. Og bryllupsfester er altid et hit!

Så kan man jo ærgre sig over at jeg heller ikke denne gang er inviteret. Som til Lange Grethe aka Store Krones 70årsfest. Tror lige jeg ringer Kungahuset og hører om der er kommet et afbud. Telefonnummeret er +46-8-402 60 00

(Kunne ikke dy mig for lige at sætte et ekstra billede ind, hvor Daniel faktisk er pæn ud. Synes ellers mest han ser underlig ud. Men det er nok brillerne.)