Arbejdstider, flex og forbud

Det der med arbejdstider har altid været et meget strikst koncept for mig. Jeg har hidtil altid haft nogen form for telefontid eller åbningstid at passe og har derfor altid skullet møde på meget præcise tidspunkter.

Ikke længere: Nu må jeg i princippet komme og gå som jeg vil, så længe jeg arbejder mine 40 timer/ugen. Og det er lovely! Og svært at vænne sig til. Sådan cirka hver morgen tager jeg mig selv i at stresse af sted og kikke nervøst på uret på toget, selvom jeg ikke absolut skal sidde parat ved min hæve-sænkebord på et bestemt tidspunkt
Det er jo noget helt indgroet siden skolen, det der med at komme til tiden. Den fornemmelse er ikke helt nem at slippe af med. Måske også godt nok.
Dog har friheden en begrænsning: Vi må ikke arbejde hjemme. Af en eller anden fesen årsag, som mest grunder i at nogen med mere i løn end mig ikke selv vil kunne arbejde hjemme og dermed være til rådighed 24-7. Det tror jeg så handler mere om en persons evne til at skille imellem arbejde og fritid, og at kunne sige fra, end om man har muligheden eller ej.

Lidt på samme måde som jeg synes at firmaer som blokerer alle mulige sider på internet (facebook, hotmail osv) fordi de ikke vil have at deres medarbejdere skal lave andet end at arbejde, tackler problemet helt forkert. I stedet for at fjerne og begrænse de ansattes muligheder for at lave andet end at arbejde, burde man stole på de ansatte; hvis forbud er den eneste mulighed for at styre sit personale, har man ansat forkerte folk. Problemet ligger altså mere hos ledelsen end hos den enkelte ansatte. Hvis man spørger mig.

Men for nu at vende tilbage, så er det egentlig meget rart at være på arbejde fast kl. 8 og gå hjem fast kl. 17. Ellers tror jeg let min hverdag kunne flyde ud i noget kasolignende dag/nat forvirring på bedste B-menneske facon.

Faste rammer er gode, så længe der er plads indenfor dem. (wooow)

Hobby?

Er der mange, der har sådan en? En hobby, altså?
For det kunne jeg godt tænke mig. Og jeg tror det vil være sundt for mig at lave andet end at sidde foran diverse skærme hele tiden. Eller dyrke det der fitness.

Har tænkt på at sejle kajak her i sommer. Der ligger en klub 2 minutter fra min dør, så det er jo oplagt. Plus at det er pissesejt at sige lidt henkastet: ”Nej, jeg padler kajak hver aften når jeg kommer hjem fra arbejde.” Dog er det en ret kort sæson for aktiviteter så tæt på vandoverfladen, så hvad så resten af året?

Har forsøgt at komme med i noget kor uden held (assholes) og hvad jeg kan se, så står valget i det svenske mellem meget nyreligiøs gospel (på rækken hænder op mod Jesus-måden) eller meget formel klassisk kor. Så nej og nej. Gad faktisk godt noget rytmisk kor, trods tidligere traumatiske oplevelser med netop acapellagenren. Tænk at man skulle komme så langt i sin selvudvikling! Men lige meget hjælper det ikke. Der er ikke noget.
Kunne jo forsøge at starte min egen lille gruppe? Er der nogen der vil synge med mig?

Hva ellers? Blomsterbinderi? Stramajbroderi? Næsepilleri? Får lidt nervøse trækninger over tanken om aftenskole, men why not?

http://www.abfstockholm.se/cirklar/index.htm

Forslag udbedes!

Kender du det?

At nogen eller noget kan være så nuttet at man bare vil kramme det så hårdt man kan?

En gang til for Prins Knud..

Det er simpelthen så underligt og det bliver tydeligere hver dag: Jeg arbejder simpelthen sammen med en 90 % kopi af eksmanden.

Forskellen er at denne mand er ca. 5 år ældre, hetro og norsk. Ellers er lighederne slående.
Først og fremmest ligner de uhyggeligt meget hinanden fysisk; højde, drøjde og selv ansigtet og hårfarven er ens. Jeg taler altså ikke om at de minder om hinanden, men de ligner. Som en tomat ligner en tomat.

Udover de fysiske ligheder har denne nordmand også mange af de samme gesti og bevægelsesmønstre som jeg husker eksmanden har; alt fra hvordan han tager sig til hovedet, rejser sig op og hvordan han gerne krammer folk – også dem, der ikke helt er med på den. Han er også meget venlig, kærlig og elskværdig.

Forleden dag sagde han i en samtale om hvilke egenskaber en god chef skal have, at ”jeg (om sig selv) er jo sådan en, der gerne vil have at alle kan lide mig hele tiden” og mente derfor at han ikke umiddelbart var såkaldt manager material. Og netop denne udtalelse er utroligt tæt på eksmandens udgangspunkt. På godt og ondt.

Nu er det ikke sådan at jeg kalder ham for ”store nar” eller skælder ham ud for noget han ikke har gjort, men jeg tænker en del på hvor store lighederne er. Det er lidt underligt og til tider et flashback af ikke uvæsentlig størrelse at skulle gå op og ned af en person jeg føler at jeg kender men faktisk kun lige har mødt.

Samtidig er det vanvittigt fascinerende hvordan gener virker. Tit sidder man på bussen eller på en bænk og betragter folk og ser fremmede mennesker der på en eller anden måde ligner nogen man kender. Og chancen for at disse personer ikke har nogen slægtsforbindelse overhovedet er ofte stor.
Og det er det, der er så underligt: Hvordan kan to vidt fremmede mennesker fra forskellige dele af verden ligne hinanden så meget? Var der kun en meget lille gen-pøl fra starten, og er det derfor at den samme kombination en gang på millionen går igen?

Kan nogen lige uddybe?

Og så vil jeg gerne vide om der er nogen dybere mening eller plan med at jeg skal møde netop denne person igen, som om det ikke var nok første gang. Mangler jeg at lære noget? Er der noget karma eller skæbne, der spiller ind?
Eller er det bare helt helt tilfældigt?

Ut på tur - Alldrig sur!

Så skal jeg ellers love for at Hr Ehlers har været ude på tur.

Var først på rejse i Danmark og blev kun en dag forsinket hjemad på grund af vulkanskyen fra Island. Så en dag hjemme og så gik turen til Bruxelles for at besøge Jollen og tandlægen. Det var dejligt at se hende, nu hvor vi ikke længere bor i samme by.

Bruxelles er et underligt sted. Det er som om det er to byer i én; på den ene side er det ”Europas hovedstad” med parlament, kommission og hvad der til hører af ambassader og andre instanser i store kontorbygninger. På den anden er det en gammel hovedstad i et lille, splittet land med kraftig indvandring, som generelt virker uinteresseret i turisme. Måske netop fordi al turismen er kommet på grund af EU og dermed har ingen i byen egentlig gjort ret meget for at promovere byen og gøre den attraktiv. Hvilket man mærker, når man bevæger sig rundt blandt historiske bygninger, bunker af affaldssække og byens stort set eneste attraktion: En lille statue af et tissende barn.
Men det var hyggeligt at være der og se alting i godt selskab!

Kom så også kun lige inde for døren hjemme igen, inden jeg blev valgt til formand for ejerforeningen her i huset. Så man kan ikke beskylde mig for ikke at integrerer mig i det svenske samfund! Så det er jo spændende. Eller noget. Heldigvis bor den tidligere formand (egendomsjuristen) stadig i huset og er sød til at svare på spørgsmål.
Nu ser vi hvordan det går. Kan faktisk ikke rigtig overskue konsekvensen, men herregud. Hvor svært kan det egentlig være? Endnu flere voksenpoints pour moi, under alle omstændigheder.

Scandic in the sixties (wore flowers in their hair)

Jo. Simpelthen. Jeg tilegner et helt bloginslag til dette hotel som i sine unge år helt sikkert var the shit, hoteltwise, men som nu er noget værre hø. Slidt og 70’er grimt og med hånlig (hånlig) udsigt til SAS Royal, hvor alt er Arne Jacobsen-fantastisk.
Hotellet har 4 stjerne, som jeg simpelthen ikke forstår. Housekeeping går hjem kl 22. Concierges-telefonen svares af receptionen, der er ingen kaffe på værelset og skal man stryge en skjorte kan man det på 2. og 12. etage i et ulækkert, voldtægtsoplagt rum med et strygejern som kun varmer til 1 og et iturevet strygebræt. Kun en smule krænkende at stå der..

Så det er da herligt at skulle bo der i 6 dage. Dog er det centralt på vesterbro – det skal de ha! Men det er så nok også det. Jo, og så at bacon’en til morgenmaden var sprødstegt. Scrambled eggs’ene så var hårde i kanten, så de udjævner hinanden.

Sidder bare her og håber at mine ting stadig er der når jeg kommer tilbage.

Hop hop hop

Mja.. Så er det så ved at ske igen..
Har haft første rigtige dag på arbejde og kastet ind i et 6 (!) timer langt møde, hvor det kom frem at hende jeg troede jeg skulle overtage opgaver fra, slet ikke har bedt om at blive erstattet men derimod havde bedt om en til at udfylde Excelskemaer hele dagen lang.

Dette betyder at hun er uglad og ført bag lyse af sine chefer og at ingen ved hvilke mine opgaver er og hvad jeg skal lave. Så det er jo ikke fedt. Overhovedet. Er jo hverken fyret eller noget, men det virker som om der er meget forskellige forventninger til hvad jeg skal og ikke skal, og alle de interessante dele af jobbet er der allerede nogen der varetager.

Det kan simpelthen ikke passe at jeg skal være så uheldig med jobs! Begynder at overveje om det er mig, den er gal med og om jeg i virkeligheden er fuldstændig umulig at arbejde med og at gøre tilfreds.

Det sidste kan der helt sikkert være noget om. Sådan på alle fronter. Men selvom man er viljestærk og lidt af en brokrøv, så har jeg denne gang ikke engang fået en chance for selv at fucke det op (i mangel af bedre udtryk. Har virkelig tænkt over alternativer, men uden held. Forslag?).

Skal jeg dog binde knude på mig selv og forsøge at se positivt på situationen, så er her virkelig en mulighed for at skabe et arbejde som jeg gerne vil have med interessante opgaver, for selvom oplæget er at min gruppe skal arbejde homogent for dermed at ensartet de involverede, er der jo ikke nogen der siger at det ikke er mit område, der skal benchmarke og som de andre skal indordne sig efter. Forstået på den måde, at jeg (i samråd, naturligvis) finder frem til de bedste løsninger og måder at arbejde på, og ser til at dette implementeres i de andre lande.

For jeg gider satme ikke sidde og udfylde Excel resten af livet. Gider bare overhovedet heller ikke skulle skifte job igen. Det begynder jo at blive pinligt.