En (u)lykke kommer sjældent alene

Her har man gået i flere måneder under betegnelsen ”arbejdsløs” uden særlig meget held i jobsprøjten. Og andre sprøjter, for den sags skyld.
Men så skal jeg da ellers lige love for at den her uge var fuld af action på jobmåden, med tilbud fra højre og venstre. Tror jeg har valgt rigtigt, men jeg bliver alligevel lidt svedig i håndfladerne, når jeg siger nej tak til jobs, efter at have gået og ledt så længe.
Men så kan de jo også lære det, dem der kom for sent! Hen over isen og handling er de nye buzzwords. For slet ikke at tale om det gamle mundheld ”Først til mølle”, som i denne uge har vist sig mere aktuelt end nogensinde.

Så på mandag bliver det igen i arbejdstøjet, hvilket er et hårdt tiltrængt alternativ til mit sidder-i-nattøj-hele-dagen-liv disse dage. Rart at være en del af samfundet igen og mest af alt at få noget løn ind på kontoen.

Det betyder også at jeg nu kan begynde at planlægge ferier og getawys til de mørke dage, som kommer fra på søndag og frem til engang i april. Ned og se noget sol mindst en gang hver anden måned, er målet!

Nogen, der vil med?

Hals schmals

Så sad man her og var stille.

Har ondt i halsen og må ikke sige noget. Ligner noget overanstrengelse af stemmebånd, hvilket måske ikke er så underligt, når jeg nu er gået fra ingenting til hysterisk tenorsyngeri de sidste par uger. Og så kombineret med en mindre forkølelse bliver det jo festligt. Er nu bas. Når jeg endelig siger noget, kan det ikke høres, kun mærkes gennem vibrationer i gulvet og brystkasse.

How are you?

Overvejer at gå ud og låne nogens hund, bare for at have selskab, der ikke kræver at jeg svarer eller underholder vokalt (for nu at undgå at skrive oralt).
Denne er altså dagen hvor jeg skal finde en ny serie at følge med i. De andre holder pause eller tager for lang tid mellem afsnittene. Konsekvens: Udvidelse af horisont.

Desuden er vejret så efterårsfesent i dag, så det slet ikke er værd at gå ud i. Herfra ser det både koldt og fugtigt ud. Så det nægter jeg, så længe det går. Skal på et eller andet tidspunkt ud at handle, hvis jeg ikke også skal sulte ihjel.

Må man så råbe om hjælp? Eller brumme om hjælp?

There's a time and a place

Det er simpelthen for tidligt!
Har kun lige i sidste uge hentet vinterjakke, hue og vanter ned fra loftet, og nu. NU har de allerede julepyntet Ikea både udenpå og indeni. Det er ej ok! EJ!
Jeg kan forhandles frem til at være ok med juleriet fra 1. november, men ikke inden. Har flere gange slået min status som ikke-juleentusiast fast, men også inden det gik helt galt med min indre julemand, så syntes jeg, det var bedst at jule i julemåneden December og kun den.

Med mindre man selvfølgelig man juler om sommeren eller i marts måned. Det må man godt! Det er noget andet.

Se, hvad jeg kan!

”Vi søger dig, som er prestigeløs..”

På det svenske jobmarkede er der den sidste tid opstået en trend i at bruge ordet ”prestigeløs” i annoncer. Ikke engang variationer eller synonymer, men KUN det ord. Og ikke overraskende så bliver jeg ret provokeret af det.
Når jeg slår ordet ”prestige” op, finder jeg følgende:
” Prestige (..) dækker over en slags anseelse en person (..) nyder..”
”En persons prestige afhænger meget af for eksempel job, ejendom, uddannelse og lignende, dvs. på hvad man har udrettet og hvad man magter at udrette.”
Straks vil nogen sikkert sige: ”Ja, altså pral og gøren-sig-bedre-end”, hvilket jo her i vores kulturelle del af spektrummet, er en helt medfødt moralsk default, nemlig janteloven. Ja, en kliché, men ikke desto mindre det som udløser reaktionen.

Skal man være lidt mindre hysterisk, kunne man påstå at prestige var lig stolthed, selvværd; at vise hvad man kan.
Vi gjorde meget som børn: Tegnede, formede, malede, byggede, modulervoksede og optrådte med ting, som vi ville at vores forældre skulle se. Fordi vi havde lavet det! Fordi vi kunne! Og fordi vi syntes, vi var dygtigt!
I de fleste tilfælde modtog vi vores forældres hyldest i form af ”ih” og ”neej” og ”nææ”, hvilket så gjorde at vi fortsatte, indtil vores præstationer (!) med tiden udløste mindre begejstring for til sidst kun at gælde til de virkelig store præstationer. Som for eksempel at blive gravid, gifte sig eller fylde år, hvilke når man tænker efter egentlig ikke er særligt store præstationer. Store begivenheder, ja. Men en direkte præstation..?

Nu som voksen er det at vise sine resultater og indsatser (som er synonymer til præstation) altså blevet noget negativt. Det vi som børn blev hyldet for, bliver der nu rynket på næsen af. Fordi nu handler det pludselig om at vi gør os bedre end andre. Det gjorde det ikke før, men nu trykker vi nogen anden ned og rækker tunge af taberene, når vi vinder. Og er vi stolte over et resultat, så bør vi i stedet vise hensyn til de, der ikke klarede sig lige så godt.

Det provokere mig og det ærgrer mig! Hvorfor må man ikke være stolt at det man har opnået? Hvorfor må man ikke med glæde i hele kroppen fortælle om et resultat man har opnået eller en konkurrence man har vundet? Med mindre man naturligvis er idrætsudøver. Tænk, hvis nogen havde sagt "Ej, hallo! Slap lige af og tænk lidt på de andre" til Bjarne Riis da han vandt Tour de France?

Men i jobannoncer søger man nu efter personr, som ikke er stolte over sine bedrifter og som stræber efter at gøre sit bedste og blive bedre.

Fandme nej!
Jeg er stolt over mine bedrifter; jeg bliver glad når jeg vinder og jeg vil gerne fortælle om mine resultater!
Og det er ikke fordi, jeg vil påpege at nogen er mindre gode. Slet ikke. Jeg vil bare gerne at I skal se hva’ jeg kan!