Ehlers på afveje..

Disneyfavoritter

2012-01-14T16:06:00.001+01:00

Da Disney's Juleshow efterhånden er håbløst umoderne og udelukkende nostalgi for os, der ikke længere har tid eller lyst til at se det, og Disney Show på den anden side nu er så moderne og nyt, at ingen over 20 år kan genkende noget som helst, finder jeg trøst i Pixar og Disney's film. Og efter en lang dag på arbejde, deler jeg hermed ud af nogle af mine favoritklip:

I’m the happiest Christmas Tree!

2011-11-29T21:17:00.001+01:00

De sidste mange år har jeg ikke på den måde været i julestemning eller særlig pjattet med al hysterien. MEN i år går jeg all out!! Bring it, jul!
Har allerede bagt pebernødder, hængt lyskæder op i vinduet og sunget julesange – både alene og med mit kor. Ja! BY THE WAY så er jeg blevet optaget i Zero 8, som siden har vist sig at være europamestre i barbershopsang og skal til VM i USA i sommer, hvor de sidste år kom på en 8 plads… Stresset? Nej nej nejnejnejnej..

Nå, men jeg har bestemt mig for at joine julen, da jeg efter mange forsøg må sande at jeg ikke kan beate den. Så look at me all in the jule-mood!

(og til jer, der gik glip af den fine film på facebook, så er den her)

Det är bara rykten!

2011-11-11T21:11:00.000+01:00

Ser nu att också Aftonbladet har kommit med en gissning på vilka solister, som kommer att delta i Melodifestivalen 2012. Man kan ju säga att vi är överens ganska långt..

Fast inget är officiellt än - Allt är rykten.

Men Marie Serneholt?! Att dom ens vågar skriva sånt..

Och vinnaren blir...

2011-11-11T20:06:00.003+01:00

På Svt kan man nu läsa vilka låter, som kommer att tävla i årets (2012) melodifestival.
Inga artister är offentliggjorda ännu, men jag har kollat lite i högen av låtskrivare, och kommer här med en gissning på, vilka som bland andra kommer att stå på scenen runt i Sverige under som kalla, mörka vinterlördagar.

Lili & Susie – Alltid kul med tantkalas i mello. Och ja, systrarna har nu kommit i just den kategorin. Låten heter Baby Doll, vilket direkt leder tankarna på Jugoslaviens bidrag 1991, vilket var katastrof och succé på en och samma gång. Lili&Susie kanske kan få låna lite (mera) löshår och naglar av just Bebi Dol.

Thomas Di Leva. Eftersom han helt ensam skrivit en låt, borde man anta att han också helt ensam kommer att framföra den. I klänning. Och lockigt hår. Låten heter Ge Aldrig Upp, fast.. ja.. eller.. han kommer säkert gå i final, men inte längre.

Hanna Lindblad vill säkert sjunga sin låt Goosebumps. Vi andra kan ju hoppas att hon låter bli. Nån som minns henne från förra året? Nej, just det!

Sonja Aldén. Nu jäklar blir det schlager royalty. För även om hon bara tävlat två gångar, kommer det bli stora förväntningar på denna långa tjej, som kan titta i en kamera som ingen annan. Och när låten heter I Din Himmel, har man ju redan lutat sig bakåt i soffan och tagit fram näsduken. Här blir det ballad!

The Moniker var udda och kul ifjol. Misstänker att det kan bli exakt samma sak med låten I Want To Be Chris Isaak (This Is Just the Beginning). Ja, varför inte ha årets längsta sångtitel.

Andreas Johnson har skrivit låten Lovelight. Kan det vara en poprockig låt, med lite Beatlesinspiration? Du vet – som till exempel en Andreas Johnson låt..

Abalone Dots kommer att sjunga låten På Väg. Så gillar man tjejcountry, då får man krypa nära tv:n här. Själv är jag hittills ganska oimponerad av dessa girls. Finns så många, som är mycket skickligare.

Sean Banan. Sean Banan? Sean Den Förste Banan?! Really?!! ORKA....

Danny Saucedo. Ja tack. Hoppas hoppas hoppas att han själv kommer framföra sin låt To the Sky. Och att han i år inte har lika mycket kläder på sig. Proffsig kille. Tror detta kan bli bra (om inte Erik jävla Saade är med igen).

Molly Sandén har varit med att skriva en sång, som heter Why Am I Crying. Stackars Molly! Så ung. Så kort. Så ledsen. Är det Erik? Är han elak mot henne? (And they call it puppy love..).

Lisa Miskovsky ska med stor sannolikhet köra låten Why Start A Fire. Rocktjej och säkert med eld på scen.

Fredrik Kempe har dessutom endast två later i årets tävling. Men det verkar ju vara så här å sistone att hans låt vinner. Så man kan ju förhandstippa att vinnaren 2012 blir antigen låten Youngblood eller The Girl. Grattis, Freddan!

En (u)lykke kommer sjældent alene

2011-10-28T16:44:00.000+02:00

Her har man gået i flere måneder under betegnelsen ”arbejdsløs” uden særlig meget held i jobsprøjten. Og andre sprøjter, for den sags skyld.
Men så skal jeg da ellers lige love for at den her uge var fuld af action på jobmåden, med tilbud fra højre og venstre. Tror jeg har valgt rigtigt, men jeg bliver alligevel lidt svedig i håndfladerne, når jeg siger nej tak til jobs, efter at have gået og ledt så længe.
Men så kan de jo også lære det, dem der kom for sent! Hen over isen og handling er de nye buzzwords. For slet ikke at tale om det gamle mundheld ”Først til mølle”, som i denne uge har vist sig mere aktuelt end nogensinde.

Så på mandag bliver det igen i arbejdstøjet, hvilket er et hårdt tiltrængt alternativ til mit sidder-i-nattøj-hele-dagen-liv disse dage. Rart at være en del af samfundet igen og mest af alt at få noget løn ind på kontoen.

Det betyder også at jeg nu kan begynde at planlægge ferier og getawys til de mørke dage, som kommer fra på søndag og frem til engang i april. Ned og se noget sol mindst en gang hver anden måned, er målet!

Nogen, der vil med?

Hals schmals

2011-10-17T11:35:00.001+02:00

Så sad man her og var stille.

Har ondt i halsen og må ikke sige noget. Ligner noget overanstrengelse af stemmebånd, hvilket måske ikke er så underligt, når jeg nu er gået fra ingenting til hysterisk tenorsyngeri de sidste par uger. Og så kombineret med en mindre forkølelse bliver det jo festligt. Er nu bas. Når jeg endelig siger noget, kan det ikke høres, kun mærkes gennem vibrationer i gulvet og brystkasse.

How are you?

Overvejer at gå ud og låne nogens hund, bare for at have selskab, der ikke kræver at jeg svarer eller underholder vokalt (for nu at undgå at skrive oralt).
Denne er altså dagen hvor jeg skal finde en ny serie at følge med i. De andre holder pause eller tager for lang tid mellem afsnittene. Konsekvens: Udvidelse af horisont.

Desuden er vejret så efterårsfesent i dag, så det slet ikke er værd at gå ud i. Herfra ser det både koldt og fugtigt ud. Så det nægter jeg, så længe det går. Skal på et eller andet tidspunkt ud at handle, hvis jeg ikke også skal sulte ihjel.

Må man så råbe om hjælp? Eller brumme om hjælp?

There's a time and a place

2011-10-11T20:00:00.001+02:00

Det er simpelthen for tidligt!
Har kun lige i sidste uge hentet vinterjakke, hue og vanter ned fra loftet, og nu. NU har de allerede julepyntet Ikea både udenpå og indeni. Det er ej ok! EJ!
Jeg kan forhandles frem til at være ok med juleriet fra 1. november, men ikke inden. Har flere gange slået min status som ikke-juleentusiast fast, men også inden det gik helt galt med min indre julemand, så syntes jeg, det var bedst at jule i julemåneden December og kun den.

Med mindre man selvfølgelig man juler om sommeren eller i marts måned. Det må man godt! Det er noget andet.

Se, hvad jeg kan!

2011-10-10T15:40:00.000+02:00

”Vi søger dig, som er prestigeløs..”

På det svenske jobmarkede er der den sidste tid opstået en trend i at bruge ordet ”prestigeløs” i annoncer. Ikke engang variationer eller synonymer, men KUN det ord. Og ikke overraskende så bliver jeg ret provokeret af det.
Når jeg slår ordet ”prestige” op, finder jeg følgende:
” Prestige (..) dækker over en slags anseelse en person (..) nyder..”
”En persons prestige afhænger meget af for eksempel job, ejendom, uddannelse og lignende, dvs. på hvad man har udrettet og hvad man magter at udrette.”
Straks vil nogen sikkert sige: ”Ja, altså pral og gøren-sig-bedre-end”, hvilket jo her i vores kulturelle del af spektrummet, er en helt medfødt moralsk default, nemlig janteloven. Ja, en kliché, men ikke desto mindre det som udløser reaktionen.

Skal man være lidt mindre hysterisk, kunne man påstå at prestige var lig stolthed, selvværd; at vise hvad man kan.
Vi gjorde meget som børn: Tegnede, formede, malede, byggede, modulervoksede og optrådte med ting, som vi ville at vores forældre skulle se. Fordi vi havde lavet det! Fordi vi kunne! Og fordi vi syntes, vi var dygtigt!
I de fleste tilfælde modtog vi vores forældres hyldest i form af ”ih” og ”neej” og ”nææ”, hvilket så gjorde at vi fortsatte, indtil vores præstationer (!) med tiden udløste mindre begejstring for til sidst kun at gælde til de virkelig store præstationer. Som for eksempel at blive gravid, gifte sig eller fylde år, hvilke når man tænker efter egentlig ikke er særligt store præstationer. Store begivenheder, ja. Men en direkte præstation..?

Nu som voksen er det at vise sine resultater og indsatser (som er synonymer til præstation) altså blevet noget negativt. Det vi som børn blev hyldet for, bliver der nu rynket på næsen af. Fordi nu handler det pludselig om at vi gør os bedre end andre. Det gjorde det ikke før, men nu trykker vi nogen anden ned og rækker tunge af taberene, når vi vinder. Og er vi stolte over et resultat, så bør vi i stedet vise hensyn til de, der ikke klarede sig lige så godt.

Det provokere mig og det ærgrer mig! Hvorfor må man ikke være stolt at det man har opnået? Hvorfor må man ikke med glæde i hele kroppen fortælle om et resultat man har opnået eller en konkurrence man har vundet? Med mindre man naturligvis er idrætsudøver. Tænk, hvis nogen havde sagt "Ej, hallo! Slap lige af og tænk lidt på de andre" til Bjarne Riis da han vandt Tour de France?

Men i jobannoncer søger man nu efter personr, som ikke er stolte over sine bedrifter og som stræber efter at gøre sit bedste og blive bedre.

Fandme nej!
Jeg er stolt over mine bedrifter; jeg bliver glad når jeg vinder og jeg vil gerne fortælle om mine resultater!
Og det er ikke fordi, jeg vil påpege at nogen er mindre gode. Slet ikke. Jeg vil bare gerne at I skal se hva’ jeg kan!

Young professionals

2011-09-26T21:56:00.001+02:00

Så lige den her sketch, som meget fint viser hvad jeg skriver om her.
(så fik jeg endelig linket internt i min blog. Sweet)

Krop som et menneske

2011-09-18T20:56:00.001+02:00

Her sidder jeg så en søndag aften og føler mig en smule sådan.. uvedligeholdt. Og så begynder jeg at tænke lidt over det med renlighed.

Lige så let som det er at stave til ordet ordet ”ulækker”, lige så let er det at blive det. Og her mener jeg ikke sådan ”Puha, jeg løber lige et par kilometer og nu er jeg bare helt svedig”, men sådan rigtig fæl.
Og er man allerede rigtig møgbeskidt, så nytter det ikke noget med en hurtig tur under bruseren for igen at blive ren. Nejnej. Så skal der barberes og klippes og plukkes og renses og peeles og mundvandes og smøres forskellige hudpartier ind i forskellige dertil fremstillede cremer og lotioner, og tøjet skal være nyvasket og nytørret og SÅ føler man sig ren igen.
Det er kun en lille smule tid, der står imellem din fuldbyrdede, sommerregnsduftende lækkerhed og det ulækre, surtluktende, som er dig.. eller.. menneske. Eller.. krop.
Måske kan man undskylde sine ”brusebadsfrie dage” med at man vil fortrænge det faktum at man blot er krop. Eller gøre som en del gør, nemlig at forsvare sin uvilje til at blive gennemblødt hver morgen med at ”vi lever i et samfund, hvor vi faktisk har badet os til en udbredt overfølsomhed overfor snavs og skidt”. Det hører man jo ind imellem nogen sige; at vi er for renlige.
Men siden håndsprit nærmest er blevet kåret som Året Julegave to år i træk, er den teori ligesom røget lidt på loftet.
Desuden møder man jo i det offentlige rum indimellem nogen, hvor man tænker ”Ja, men bare fordi man ikke nødvendigvis behøver at gå i bad hver dag, betyder det jo ikke at man slet ikke behøver bade”. – Et hvis niveau af renlighed kunne man ønske kunne smitte af på den gængse befolkning, men ofte er det urenligheden, som smitter af på én.. Mere eller mindre frivilligt.

Kropslugten.. eller hvordan vi opfatter og tolker kropslugten ændrer sig også i forhold til social status. Her taler jeg ikke om klasser, men om hvor mere eller mindre ensom man er. Man kan vælge at definere ensomhed som for eksempel når man laver pindemadder til sig selv – for at det skal være sådan lidt festligt. Eller som når ens krops- eller svedlugt føles lidt tryg. Som om niveauet af menneskelugt i rummet, ligegyldig om den kommer fra en eller flere personer, skaber en tryghed, som lægger sig som en varm og lidt småpruttet dyne omkring en.

Nu sidder jeg ikke her og siger at jeg qua min svedlugt er afslappet i mit eget selskab. Det er bare en tanke. Sådan når man nu sidder her og skriver alligevel.
Måske skulle jeg gå i bad i stedet?

Roden til alt ondt

2011-09-16T13:48:00.000+02:00

Holy moly det var længe siden jeg bloggede. Sådan er det, når man er arbejdsløs.: Man har simpelthen ikke tid til noget som helst, og flyver og farer rundt.

I en arbejdsløshedssituation (eller between jobs, som det hedder for dem, der ser glasset som halv fuldt) kan jeg forundres og irritere mig over det filosofiske princip, at det er lettere at få et job når man allerede har et job. På samme måde som at det er lettere at få børn når man har. Eller blive rig når man er det.
Det er hæsligt provokerende for os på ”inden” siden, for når man nu så gerne vil, så er det sværeste i hele verden at læne sig tilbage og vente på det perfekte job. På samme måde som den meget meget single pige altid har en god veninde, der trøstende siger: ”Du finder ham, når du holder op med at lede”. Great!

Men jeg må jo erkende at også det med jobbet stemmer nogenlunde. Det ER sværere at finde noget spændende at lave, når man vender hver en sten og forsøger at presse den mindste smule optimisme ud af selv den mest dødssyge stillingsannonce og tænker ”det ku da godt være noget”.

Fordelen ved lediggang er den tid man har til at rejse, opleve og lege. Ulempen er at man ikke har nogle penge, som jo alt andet lige gør det lidt lettere f.eks. at rejse. Men jeg skal ikke klage – jeg har gode folk omkring mig og har både været i Amerika og Israel her i mit livs vakuum.
Og hvis jeg er rigtig heldig og tingene fortsætter med at gå som de går, så kan jeg måske godt holde op med at lede.

En Walz med Maggio (uh..)

2011-08-09T11:24:00.000+02:00

Igår var jeg til koncert med Christian Walz. Var tydeligvis ikke godt nok forberedt, for det var meget lidt jeg kendte. Men det var ret godt. Bort set fra at han havde solbriller på de første mange numre (solen skinnede ikke og vi var indenfor), hvilket irritere mig virkelig meget for tiden: At alle "stjerner" ska ha solbriller på.. why? Få dem AF!

Var heller ikke helt sikker på hvad han tre korsangere egentligt lavede. De havde både keyboard, 2 macbooks, tamburin og trommer med, men spillede stort set ikke. Og når de gjorde kunne det ikke høres. Til gengæld sang de meget lidt, rettede konstant på deres mikrofonstativer, hår og tøj, og sendte ”det gik da rigtig godt” blikke til hinanden hver gang de sang en tone.
Aftenens største optur var (lidt synd for hr Walz) da Veronica Maggio kom ind og sang to sange, inklusive min favorit fra hendes nye plade. Hun overtog så også fuldstændig koncerten; fik mere lyd på mikrofonen og kontakt med publikum, hvilket aldrig rigtig lykkedes for den lille Walz. (Det er han. Lille. Bitte)

(Jeg ved det godt, men det lød federe når man stod der…)

Klog af facebookskade

2011-08-07T11:44:00.000+02:00

Nymodens teknologi plejer ellers ikke at være en voldsom udfordring for mig. Har sådan set altid syntes at jeg har ret godt styr og er fremme i skoene. Også med facebook. Indtil i går.
I går blev kvinden i sin hjemmespundne kjole lige pludselig meget nøgen igen, og den blinde høne fik brutalt frataget sit korn!
Tanken var at gøre det lettere for jer, som ind imellem kigger ind, læser et indslag, fnyser lidt på en af måderne og surfer videre; jeg skulle importere min blog til facebook. Det lykkedes mig i stedet, ved et frygteligt uheld og i bedste mening, at spamme alle mine (nu sikkert mindre end) 401 søde facebookvenner med 4 års indslag. Tjekkede ellers at jeg ikke havde godkendt at de skulle postes nogen steder, og havde ellers tjekket efter på min egen wall at der ikke var noget. Det var først nogle timer senere, hvor sandheden gik op for mig.

Lyset i mørket er vel så, at de der fra nu af læser mine statusopdateringer og posts, kun er de, der virkelig er interesserede. Resten har nok valgt mine posts fra. På den hårde måde!

Så undskyld endnu engang til alle – både jer som stadig læser og til jer, som ikke længere gør. Det var simpelthen ikke med vilje at selvpromovere mig i så udstrakt en grad. Men nu ved jeg da, hvordan man gør det!

Schlager schmager..

2011-08-05T11:56:00.001+02:00

Har man ikke noget pænt at sige, skal man tie stille. Men jeg vil nu alligevel lige kommenterer lidt på gårsdagens Schlagerkväll til pride her i Stockholm.
Som bekendt er jeg ikke den største fan af dette arrangement i det store hele, men netop denne aften synes jeg nu alligevel er der 300 kr. i entre værd. Og i år var det oven i købet gratis. Pluspoint.

Desværre var det generelt meget fesent og med alt for lidt musik, alt for mange pauser (45 min pause efter 20 min koncert er da i overkanten?) og alt for meget snak fra årets konferencier skuespiller Björn Kjellman, med en klassisk ”Jeg er kendt så jeg er som udgangspunkt god underholdning for jer”-attitude. Suk.

Da det som sagt i år er gratis, var der voldsomt meget kø og jeg gik derfor glip af første del. Hvilket ikke rigtig var noget at gå glip af. So no probs there.
Men her kommer altså dem jeg så (med et venligt ord med på vejen).

Evan: Under Your Spell
Hvorfor i alverden man vælger at tage denne her med er mig en gåde: Hæslig sang, endnu hæsligere stemme og ja, han er da pæn, men det holder simpelthen ikke, når manden har nul ironi og faktisk tror, vi stadig er interessere i ham og hans sang. Og så var det jo længe siden, han var med.. Men han bor måske i nærheden?

Kikki Danielsson: Bra vibrationer
Sangen er en klassiker og det er Kikki også. Så kan man sige hvad man vil og lyserød boa og ja, hun havde da fået et par glas ude bagved, men hva fan? Vi synger med alligevel.

Sara Löfgren: Som stormen
Idolagtig rockpige som faktisk sang sin lidt kedelige schlager meget flot. Det var fint.

Hanson/Carson/Malmkvist: Du vet var jag finns, Zum Zum lilla sommarbi, Augustin, Vem fångar vinden, Kärleken lever, På en gammal bänk, Alla har glömt, Svenska flicka & Det är kärlek
Stor underholdning af de tre gamle damer (jo, de er), som nu har så meget ukontrolleret vibrato at de er sikre på at ramme tonerne et sted derinde i bølgerne. Festligt og sjovt når to af tre må ha læsebrillerne frem og kigge i teksten til de ældgamle sange.

Jenny Silver: Something in Your Eyes
Et af årets helt store hits, selvom hun ikke kom i finalen. Dog virkede det som om liveorkesteret tog energien (og tempoet) ud af sangen, så en lidt so-so omgang. Desværre.

Pernilla Wahlgren: Tvillingsjäl
Hun er træls! Pissetræls! Men har jo være med siden hun mistede sin mødom (eller pga?), så jaja. Der var hun og var nuttet.

Arja Saijonmaa Vad du än trodde så trodde du fel
Om jeg fatter at hun vil synge den hæslige sang igen og igen? Men Arja er sød og oprigtigt glad for at optræde på pride, så vi klapper med hænderne over hovedet.

Natalie Paque: Jái Voi la vie
Aftenens først overraskelse! Havde helt glemt sangen, men den er SÅ fin. Og hun var SÅ sød og glad at se på (på den franske måde). Og sang faktisk ret fedt her 12 år efter. Blev lidt rørt.

Thomas Lewing: Tjuvarnas natt
Aner ikke hvem han var og hvorfor han sang. Det var trælst. Også selvom han sang helt okay. Men at have en ”ukendt” artist med i prides selvproklamerede ”største schlagerkoncert nogensinde” virker en smule uforståeligt

Lotta Engberg: 100%
Frisk og kæk som altid og med et endnu mere kækt danseshow. Kækketikæk. Og slut på 2. Del og hej til 45 minutters pause..

Kerstin Dahlberg: Här är min sång till dig
Aldrig hørt sangen, men hun var glad for at komme og synge. Havde taget kjolen ”ud af skabet” (spredt latter blandt publikum) i dagens anledning og efterladt sit dyrepensionat i stikken.

Kate Ryan: J´ete adore, One life
Hvorfor? Med al respekt, men hvorfor kommer hun og synger en halv grandprix sang i noget dårligt mix og så sin nye singel. Who cares egentlig? Og ta de briller af, kone!

Josh Dubovie: That Sounds Good to Me
UKs fine og meget falske bidrag fra i år, sang helt ok (var skuffet). Kedeligt men ok. Desværre havde nogen OK’et at han lige skulle synge If I can’t love her fra Beauty and The Beast. 8 mennesker klappede.

Babsan: Ge mig en spanjor
Vi gad ikke stemme på sangen i melodifestivalen og vi gad heller ikke rigtig høre den nu. Men når han nu har gjort sig så umage..

Elysion: Golden star
Opera-schlager af værste skuffe.. Der blev tændt en masse smøger rundt omkring bland publikum og folk fik snakket lidt med naboen og skålet. Så det var vel godt for noget.

Man Meadow: Love´s Gonna Get You
”Hej. Vi er svenske bøsser som var med i det polske grand prix og kom nummer sjok”. Endnu flere smøger tændes rundt omkring.

Kikki (igen): God Morgon
Her blev det så for alvor bekræftet at jeg ikke er nogen grand prix nørd. Troede ellers jeg sad godt i selen, men nej. Aldrig hørt (om) denne sang. Til mit forsvar havde Kikki briller og noder med, fordi (som hun forklarede) hun ikke sunget den siden ’81.

Sanna Nielsen: I´m In Love
Åh, hun er sød. Og også oprigtigt glad for at være her. Vi synger med og klapper og sender kærlighed. Også selvom det på ingen måde er hendes bedste sang. Eller frisure!

Thomas Forstner Nur Ein Lied
Overraskelse! Der står han: Lyslevende med skaldet isse og synger sig ind i mit barnehjerte endnu engang. Ham va jeg vild med (eller ville være.. lidt uklart dengang) i ’89). Og meget velsyngede stadig. Selvom det lilla tøj og lange hår savnes.

Velvet Inc: Tricky
Var åbenbart med i det norske grand prix i år. Det vidste jeg ikke. Nu ved jeg det. Forstår godt at den ikke vandt. Også selvom de havde korte kjole og sindssygt høje sko på.

Arja Saijonmaa (igen): Högt över havet
Åh Arja. Du er så glad og sød og finsk. Og vi syyynger med og spilder lidt øl på dem foran!

Bryan Rice: Breathing
Jo jo! Så var der besøg fra det fædrene land. Af Brian Risgaard. Som sang flot. Bare lidt synd at ingen kendte sangen. Jeg prøvede ellers at piske en stemning op ude på min fløj, men uden meget held.

D´Nash: I Love You Mi Vida
Hola! 3 (!) kvabsede spaniolere i hvidt tøj og trælse dansetrin. Men hvor var nummer fire? Ja, jeg spørger bare? Havde han også dårlig mave? Men hvorfor skal de synge deres nye ballade også? Og føle på den spanske måde. Når vi nu ikke forstår dem. Til gengæld fik de døve tolket, så man ku jo ha spurgt.. Ole!

Anna Book: ABC
Stadig tyk. Stadig babystemme. Stadig underligt overerotisk og prøver at sige noget med ”jeg er så forelsket i alle jer lesbiske”.. Øh, wrong fanbase, woman. De lesbiske er da ligeglade. De står jo udenfor og drikker deres medbragte øl.

Pernilla Wahlgren (igen): Piccadilly Circus
Ok. Det gjorde hun så faktisk godt. Og danserne var sjove i deres 90’er kopi-dans. Ka da lige tage en lillebitte hat af. Så.

Lotta Engberg (igen): Juliette & Jonathan
Ja. Igen. Og samme sang som hun altid synger. Begynder at få ondt i lårene af at stå..

Sanna Nielsen (igen): Empty Room
Kedelig ballade, men hun synger den godt. Kan sit pis og det har jeg masser af håndtegns-respekt for. Og sådan lidt sjovt at hun lige sku tage et billede af publikum med sin iPhone. Good luck getting at good picture.

Shirley Clamp: Min kärlek
Aftenens sidste nummer?! What?! Troede det var en joke, og at årets ESC vinder skulle komme surprise-agtigt ind på scenen. Men nej. Det var det. Med al respekt for Shirley, som er sjov og festlig, så var det på ingen måde en showstopping performance. Det var sådan lidt som at tabe den sidste kugle i sin gammeldags isvaffel – den man valgte først og havde glædet sig til gennem rom og rosin og pistage.. Øv.

Så ingen stor femtal (RIP) fra mig. Fandt mine cykellygter, som jeg troede jeg havde glemt, i lommen. Så det var optur. Så..

En ven i nød(en)

2011-07-10T21:49:00.000+02:00

Så var jeg der igen. Der hvor de store beslutninger skal tages om job kontra uddannelse og i så fald hvilket/hvilken, hvordan og hvorfor?

Er ærligt talt træt af lige præcis den gamle sang. Meget hellere vil jeg lave noget, der er større end mig selv. Sådan på ”gør noget for andre”-måden. Umiddelbart skulle man tro at det ikke var noget problem: ”Der er altid brug for en til”, ”We need you” og ”Gi en hånd til Afrika” taler sine tydelige slogans om hvordan man er behøvet. Problemet er bare at man skal have råd til at være frivillig, og det har jeg ikke.

Så nu er gode råd dyre. Hvordan kombinere man at give tilbage til verden, hjælpe dem i nød, være noget for nogen og løfte i flok med en nogenlunde rimelig løn?

Seriøse forslag modtages med kyshånd!

Alt ordner sig til sidst

2011-06-22T11:26:00.000+02:00

Alting handler om instilling, siger man. At det, der er afgørende for hvordan alting flasker sig er, hvordan man tænker på det eller er instillet.
Det er bare nogen gange rigtig svært at opretholde den rette indstilling, når det meste omkring en virker stressende, overrumplende og uoverskueligt. På et tidspunkt kan man ikke længere bare smile til verden og vende den anden kind til, men er nødt til at trække i håndbremsen; se det hele ude fra og ja.. mærke ind og melde ud.

I en sådan situation kan denne være verdens bedste sang:

Splid af tid

2011-05-31T15:46:00.003+02:00

Pludselig kan man af den ene eller den anden årsag stå i en situation, hvor man har en helt masse tid tilovers. Og hvad gør man så?
Den umiddelbare løsning er at arbejde mere. På den måde får man nået alt det man skal nå og samtidig sparer man en masse overtid og afspadsering sammen. Det som mange hurtigt opdager med denne løsningsmodel er, at jo mere man arbejder, desto mere har man at lave. Ja, en klassiker, men ikke desto mindre sand.
Derudover er der i min situation kun en ikke-eksisterende mulighed for overtidsbetaling og afspadseringen havner i en selvjustitiseret gråzone.

Nå. Mulighed nummer to er også en klassiker, nemlig at skaffe sig en hobby. Her tænker jeg straks på træsløjd, noget med garn eller aktiviteter der involverer en rideskole.
Jeg har dog valgt at risikere liv og lemmer og mit gode helbred, og kastet mig hovedkulds ud i en kajak. På klubmåden. Er indtil videre (7-9-13) ikke ufrivilligt havnet i vandet, og det er faktisk en meget afstressende aktivitet.

Mulighed nummer tre: Man bruger penge. En fuldstændig formidabel måde at få tiden til at gå er shopping. Og her taler jeg ikke kun om indkøb af tøj og anden detail i beklædningsfamilien, men i særdeleshed om møbler, biler og ejendomme. – altså boliger. Har faktisk aldrig tænkt på at det hedder sådan; ejendom. ”Jeg har lige købt en ejendom” siger jo i ordenes direkte betydning overhovedet ingenting om hvad man har købt, udover at det er noget man ejer – hvilket jo er givet allerede fra starten. Sidebar. Det tager enorme mængder af tid at undersøge, researche, kigge, finde, mærke, prøve og overveje inden man kommer frem til selvet købet af for eksempel en sofa. For slet ikke at tale om tidshorisonten for boligkøb. Mulighed nummer tre er derfor en klar vinder, hvis vi udelukkende leder efter tidsfordriv.
Er vi derimod på jagt efter lidt mere mening OG tidsfordriv er hobby’en nok det bedre valg. Men her bliver det farligt: Skulle man nu havne i en situation hvor man overvejer og spekulerer over køb af større møblement IMENS man padler rundt i en kajak, og på den måde kombinerer man to ting – multitasker om man vil, udnytter man umiddelbart tiden bedst muligt. Men når hele humlen er at bruge tid, så skyder man sig selv i foden (her taler jeg i metaforer), og havner i det jeg kalder ”tidssplid” – en tilstand hvor man i forsøget på at bruge tid alligevel effektiviserer og dermed medvirker processen.

En mulig konklusion kan altså være at gøre én ting ad gangen. Holde sig fra multitasking. Med andre ord; ikke være kvinde.

Ergo: Har man for meget fritid er det bedst at være en mand!

HVA?

Summer-bird, Goat-hams and Sheep-chicken

2011-04-15T10:46:00.002+02:00

Nu vi er ved ordpilleriet, så vil jeg gerne stille mig lidt spørgende (!) til hvorfor en del insekter og des lige har navne fra andre dyr, som de i større eller mindre grad intet har til fælles med. For eksempel:

Sommerfugl

Gedehams

Edderkop

Mariehøne

Og dobbelt op på Fårekylling, som for mig bekendt hverken er en kylling. Eller et får.

Hvorfor? Løb vi allerede tør for ord for 100 år siden?
Og kunne vi med fordel omdøbe disse insekter til noget mere beskrivende, som for eksempel ”Flyveinsekt med mønstrede vinger”, ”Kæmpehveps”, ”Ulækker kødæder med for mange ben” og ”Rød plet”.
Ja, og så ”Græshoppe”

Og så i øvrigt betegne de fleste insekter som de faktisk bliver omtalt: ”NEJ, du må IKKE putte den i munden”

God humor

2011-04-15T08:37:00.003+02:00

Når man som jeg er udenlandsdansker, for sådan er det, så kan man af og til havne i situationer, hvor det sproglige grænseland bliver.. ja.. mindre afgrænset og man henter ord lidt her og der, og danner sætninger, som kun giver mening for en selv – og, om man er heldig, den anden udenlandsdansker man taler med.

Men det har egentlig ikke noget med dette at gøre. Jeg kom bare i tanke om at der måske var nogen, som endnu ikke var delagtiggjort i den måske sjovest ”leg med ord”, nemlig direkte oversættelse. Eller noget, der ligner.
Nedenstående er tre eksempler på dette. Brug dem. De er også jeres nu!

Early bird bliver til Tidlig fugl

Læsehest bliver til Reading horse

Lige i måsen bliver til Right in the Moose

God weekend!

Jeg er ENFJ

2011-04-03T21:34:00.002+02:00

Har netop taget en MBTI i en lidt forenklet version på jobindex, for at finde ud af hvilken type jeg er. Det viser sig at jeg er motiverende og ledende. Det er jeg faktisk rigtig glad for!

"Fokus på at opmuntre andre til at skabe konsensus"

ENFJ-typer er ofte gode til at kommunikere og planlægge, med fokus på at skabe udvikling for andre ud fra en respekt for deres følelser og behov. De har ofte et højt energiniveau og forsøger med entusiasme og charme at motivere andre omkring sig til at arbejde sammen om et fælles mål. Deres indfølings- og indlevelsesevne giver dem et talent for at kunne motivere andre til at udvikle deres potentiale.

For ENFJer er det derfor vigtigt, at organisationen eller virksomheden er struktureret og velorganiseret, men kun så meget, at der er stadig er plads til og opmuntring til nytænkning. Ofte vil man finde ENFJer i job, hvor de kan bruge deres naturlige entusiasme og charme til at motivere mennesker omkring sig til at nå deres mål. Derfor finder man dem ofte i ledende stillinger, både inden for den offentlige og private sektor, hvor de kan motivere personerne omkring sig til at skabe frugtbare løsninger. Ofte vil de være at finde inden for ledelse, undervisning, coachning, psykologi, skribentvirksomhed, kunst, musik og journalistik.

Og så var det lige

2011-04-02T21:48:00.006+02:00

..at jeg synes, at den brasilianske skuespiller João Gabriel Vasconcellos muligvis er en af verdens smukkeste mænd. Er overhovedet ikke misundelig. Overhovedet.

Kan iøvrigt kun anbefale filmen From Beginning to End (Do Começo ao Fim).

Jeg slår op med Mies van der Rohe

2011-04-02T11:56:00.002+02:00

I dag er en sorgens dag. I dag siger jeg farvel til mine seneste tre hjems helt egen frisørsalong eller hotellobby, nemlig mine to barcelonastole og fodskammel.

De blev købt i Århus (nu Aarhus) i 2005 til lejligheden på Trepkasgade, efter at en veninde havde udtrykt sin mening om prisniveauet på mine møbler, og at ”der kommer en tid i et hvert menneskes liv, hvor man bør investere i noget ordentligt”.
Som direkte konsekvens af den skyldspåførelse, blev altså barca’erne skaffet hjem. Og fine det var de. Og er den dag i dag. Også selvom de ikke er helt ægte.
I 2 år oplevede de både at være en del af et sofaarrangement, men også selv at udgøre rummets dagligstue. De har deltaget og assisteret til et flertal af fester, akavede dates, dybe samtaler og en masse fjernsynskiggeri.

Efter 3 år i Århus flyttede de til Stockholm og har heroppe prydet både en lejlighed på mondæne Kungsholmen og trendy’e Söder, hvor de har modtaget mange komplimenter for deres stil og holdning.

Men nu sidder jeg så i skrivende stund og venter på Manden fra Uppsala, hos hvem stolene og fodskamlen nu skal bo. Ingen af os ved hvem han er eller hvor de kommer til at stå, men i telefonen virkede han venlig, og jeg håber derfor at han kan tilbyde barca’erne et godt og trygt hjem.

Nyvaskede og klar til afgang står de nu her. Lidt underlig stemning er her. Som når man står på stationen og allerede har taget afsked, givet knuser og vinket til en gammel ven, der stiger på toget, og toget så bliver stående alt for længe, mens man står på hver sin side af ruden og vinker. Og vinker. Og forsøger at sige noget. Og vinker.

Tak, Barcelonastole (og skammel) for at I var en del af mit liv i så mange år. Og ha det godt i fremtiden.

Adios! Eller Auf Wiedersehen?

Onsdagssang, onsdagssang..

2011-03-09T22:38:00.000+01:00

Nogle ordentlige kanoner!

2011-02-25T14:45:00.000+01:00

Man siger at man skal passe på hvad man ønsker sig, for det kan være at man får det. Eller.. det siger de i hvert fald tit i amerikanske film.
Men til trods for at amerikanske film kun sjældent har tendens til at spejle den faktiske virkelighed, så skete det ikke desto mindre for mig i dag.
Jeg kan godt lide at få komplimenter og opmærksomhed, hvilket jeg har en fornemmelse af ikke er noget, jeg er alene om. Men i dag fik jeg for meget opmærksomhed. Mere præcist fik mine overarme for meget opmærksomhed. De gange det før er sket at nogen i positive vendinger har omtalt mine lemmer, er jeg blevet glad og smigret. Det er jo ingen hemmelighed at der er blevet lagt en del timer i omtalte kropsdele i løbet af de sidste par år, og så er det jo sådan set dejligt at det bliver sat pris på det.
Men netop i dag var det anderledes. Jeg følte mig udsat og objektiviseret, og det hele smagte næsten lidt af chikane. Hov.

Lad os prøve at skille tingene ad:
Først og fremmest tror jeg meget handler at det var mennesker, jeg ikke er tryg ved, som udtalte sig og uinviteret klemte på mig (hvilket jeg under alle omstændigheder synes er en smule over stregen); folk som jeg ikke er ”der” med og som jeg ikke har en særlig god eller stabil kommunikation med.
Desuden havde jeg netop været henne at træne og var i færd med at varme min frokost. Jeg var altså både træt, sulten og sukkerkold. Det har muligvis også været med til at korte min emotionelle lunte en del ned.
Alligevel må jeg forholde mig til hvordan det føltes, og det var egentlig ikke særlig rart.
Jeg ved godt at der er lidt ”poor little rich girl” over alt dette, og måske burde jeg bare tage det som en lidt dårligt timet kompliment og lade det være det med det.

Men hvordan havde det set ud hvis jeg havde været kvinde og de havde været mænd?

Aldrig, jeg sværger..

2011-02-14T20:33:00.002+01:00

Så!
Ahh..
Tager mig en helt uopfordret fyraftensøl (her kl. 20.06 en mandag aften). Ja, man skulle vel måske ha ønsket sig at det var under mere festlige former, men der er faktisk mange, langt mere højagtede mennesker, der har drukket i sin ensomhed, uden at blive klandret for det. Og desuden har jeg hørt at det er vigtigt med en hobby. Eller at skabe sig en stimulerende hverdagsrutine. Nå.
Jeg overvejede et øjeblik at lege ”Knalde, Elske, Dræbe”. Du kender den? Altså når nogen siger tre navne på nogen man kender, og så skal man vælge hvem man vil knal.. ja, du forstår. Men hele pointen med den leg er, at nogen anden vælger personerne. Alene er legen ikke særlig udfordrende. Lidt som at spille skak med sig selv. Derimod skal man aldrig (aldrig) undervurdere sin associationsevne eller for den sags skyld sine black-outs, så legen ”Jeg har aldrig” passer fantastisk fint i soloversion. Som for eksempel:

”Jeg har aldrig gået på hænder”. Allerede her er jeg i tvivl. Umiddelbart så tror jeg aldrig jeg har kunnet eller har forsøgt at gå på hænder. Max et mislykket vindmølleforsøg, men jeg er ikke sikker på om jeg måske en anden gang har drukket og derefter gået på hænder, uden at jeg dagen efter havde nogen form for minde om hændelsen. Det må blive en måske’er.

”Jeg har aldrig smadret en vase i raseri”. Nej. Det har jeg ikke.

”Jeg har aldrig lavet grimasser for at få det til at se ud som om at det var en anden der fes”. (...drikker)

”Jeg har aldrig glemt navnet på nogen jeg har haft slimhindekontakt med”. (...drikker)

”Jeg har aldrig haft en kønssygdom”. (...drikker)

”Jeg har aldrig ønsket mig en brandbil i gave”. Her er så billedet jeg gerne vil give af mig selv i kombination med associationen en ret interessant faktor. Ja, og så hvor tørstig jeg er. For jeg ku da godt ha ønsket mig en brandbil da jeg var lille. Men selvom jeg i en senere alder (og måske også en tidligere) har haft ønsker omkring brandbilsrelaterede... ansatte, så har jeg aldrig direkte ønsket mig en brandbil.

”Jeg har aldrig fortrudt”. Bum. Også lidt vagt. At fortryde kan jo ofte betyde at man har taget fejl. Ah, hva pokker. (...drikker)

”Jeg har aldrig klatret op på og faldet ned fra en 3 meter høj hestestatue” (...drikker)

”Jeg har aldrig kysset noget af det samme køn” (...drikker)

”Jeg har aldrig købt noget i en rigtig fesen butik, bare fordi jeg ville kigge nærmere på den meget meget smukke ekspedient”. (...drikker)

”Jeg har aldrig synes at jeg var tyk”. (...drikker)

”Jeg har aldrig savnet min ex, aldrig været for fuld, aldrig sagt noget ondt om nogen, aldrig grædt i et klædeskab, aldrig slået nogen, aldrig været som folk er flest...”. (...drikker)

Nu skal jeg tisse!

Pas på stilheden!

2011-02-06T20:51:00.003+01:00

Det er vel stadig sådan, at folk (eller man) ikke plejer at vælge nogen på sin egen størrelse, når de skal slås. Eller at folk udtaler sig om noget, som de ikke selv har nogen erfaring med. Eller ikke spiller med åbne kort.
Så så kan det vel heller ikke være helt forkert at fortælle noget som man ikke rigtig er sikker på er rigtigt? Vel? Det vil jeg gøre nu.
En på mit job fortalte forleden at der udløses en slags alarm, når der er stort skærm på tv’et eller lyd i radioen. Såkaldt ”dead air”. Det er jo sådan set meget godt. Der skal jo komme et ”teknisk uheld” skilt eller noget, så man ved at det ikke er ens eget fjernsyn eller radio, som er i udu og febrilsk begynder at omprogrammere og ominstallere og nulstille og hvad det nu hedder al’sammed’.
Det er bare det, at denne alarm åbenbart går i gang når stilheden har varet i fire sekunder. Fire!
Det er ikke længe, der må være stille.
Her vil nogen sikker sige at der kan ske meget på fire sekunder, og det kan nogen jo ha ret i. Men samtidig er der også meget, hvor fire sekunder ikke er tid nok.

På fire sekunder når du ikke at finde den side og den sætning i bogen, hvor du er nået til.
Du når ikke at tage du pung (altså tegnebog) frem når du er kommet frem til kassen, heller ikke selvom du lige har haft den oppe og lagt den øverst i tasken.
Du når ikke at løse en andengradsligning (lidt afhængig af hvilket mensaniveau du er på) og du når ikke finde din plads i toget inden nogen anden står helt tæt bag dig med løftede øjenbryn og tungt åndedræt (igen lidt afhængigt af hvilken tid på døgnet du er med tog og hvor pædagogisk sæderne er nummererede).

Okay. Ting man faktisk kan nå på fire sekunder:
Man når at fornemme et skænderi mellem et par (for eksempel på toget eller til en middag).
Man når at få stød af et elektrisk hegn.
Man når at opdage nogens dårlige åndedræt.
Man når at blive tændt af en pludselig berøring
Og man når at føle ubehag over en falsk sunget tone.
På fire sekunder når vi at mærke, men vi når ikke at forstå!

Men på radio/tv er der lykkeligvis en alarm som forstår for os imens vi bare sidder og tænker ”Nå. Der blev da godt nok stille nu”.

I en gammel (gammel) sang af Alanis Morrisette, som i øvrigt fuldstændig besejret er soundtracket til min ’95-’96, påstår hun at vi mennesker er bange for stilheden, og på den meget karakteristiske 90’er-dramaturgiske måde stopper sangen brat..... ooog så kommer hun tilbage og fortsætter med at spørge mig om jeg tænkte du på mine ubetalte regninger, min ex osv., eller om jeg længedes efter næste distrahering.
Nej, Alanis. Jeg tænkte på hvor lommeprædkende og halvfemserfilosofisk det er at skrive en hel sang, hvor man går ud fra at mennesker vælger lyd af frygt for stilheden.

Nu drejer verden sig heldigvis ikke om en halvfemserfilosofisk (godt ord) sangtekst. Ikke engang den vestlige verden drejer sig om den. Tværtimod så tror jeg at vi er ret bange. Ikke for stilheden, men for at de valg vi træffer er ligegyldige.
Når vi nu engang har bestemt os for at tænde for tv’et eller radioen, så er det vel trygt at vide at der går en alarm i gang, hvis vores valg at se Paradise Hotel eller lytte til P4 bliver ignoreret i mere end fire sekunder. Teknikken er jo mildest talt ligeglad med vores valg at se fjernsyn, når den vælger at ikke fungere.

Fire sekunder er jo sådan set ret længe. Man kan nå at blive forelske på fire sekunder. Og så kan man så gå resten af live og spekulere på hvad det var man faldt for..

Fister Humlehaven

2011-02-03T14:29:00.003+01:00

Du har sikkert prøvet den sjove, sjove leg, hvor man tager navnet på sit første husdyr og navnet på den første gade du boede på, og vupti! Så har man sit strippernavn.

Okay. Som stripper skulle jeg i så fald arbejde under navnet Fister Humlehaven.
Ikke sådan voldsomt frækt egentligt, men det er på den anden side også svært at få en fræk kombination med Humlehaven..
Men der er ikke rigtig nogen vej (HA) udenom; i to uger efter min fødsel var jeg bosat i 50’er bongalow på adressen Hulmehaven i Valby. Det er nok også derfor jeg er en så metropolitær person.

Vælger man i stedet at snyde lidt i legen, havner jeg i stedet med scenenavnen Tiger Skolevej. Lidt bedre, trods alt, men alligevel ikke rigtige noget pletskud.
Skolevej var mit residens da jeg var bette, som jeg er sikker på er den tekniske betegnelse. Skolevej oplevede jeg dengang som en ret stor vej, men når jeg i en senere alder har besøgt vejen, indser jeg hvor lille jeg var, da jeg var lille. For det er ikke nogen stor vej. Eller også er vejen krympet, hvilket må anses at være en umulighed, da byen hvor vejen ligger må være mere en 100 år gammel, så at vejen skal være krympet på 20 år er med hjælp af udelukkelsesmetoden helt enkelt ikke sandsynligt.

Midt på denne gade for over 20 år siden stod i hvert fald tit en flok børn og sagde at ”alle må være med til rundbold pånær dem der starter med M”. Jeg og Mette gik hjem til mig og Mette græd og så drak vi sikkert kakaomælk. Det var der meget af.
Når vi fik lov til at være med, legede vi også nogle gange dåseput. Også efter lille-Kim fik ret mange og ret alvorlige tæsk af den underlige mand, hvis have vi så ikke måtte gemme os i.
Samme underlige mands æbletræ blev som resultat plyndret hver sommer og toiletpapir’et hver vinter.

Da jeg sidst var forbi den vej, der måske måske ikke skal danne efternavnet til mit navn som stripper, var det lige før at jeg havde sprunget op ad flisegangen, taget i døren og råbt ”faar, iiiben, er der nogen hjemmeeee?”, men de der bor der nu har taget vores navneskilt ned og jeg fatter hentydningen og går tilbage ud på vejen.
Her har jeg øvet mig i timevis i at blive en dygtig tamburmajor, inden at jeg vidste at jeg faktisk skulle blive en sådan en. Selvom jeg var en dreng. Jeg har også moret min storesøsters drengevenner på knallert og gjort min søster rubinrød over hele kroppen ved helt naturligt at smutte ud og kalde hende ind til aftensmad. Iført nylonkjole, guldsandaler med høje hæle og flot brun paryk. Og måske en håndtaske, hvis det skulle være lidt ekstra fint den dag.

Siden er jeg blevet stor og har boet på andre gader, der heller ikke rigtig er seriøse bud på stripper-efternavn. Som f.eks. Trepkasgade, Trige Centervej og Kungsklippan.

Eller.. Tiger Kungsklippan er måske ikke helt ved siden af.

Hm..
Synes nu alligevel Skolevej var sjovere.

Tænd!

2011-01-19T21:30:00.005+01:00

Er der ikke snart nogen, der gider tænde lyset i verden?

Synes hulme der er mørkt her..

Tyvstjålet liste v. 2.1

2011-01-13T20:14:00.002+01:00

Er ikke helt tryg ved:
Stort, rødt og hævet område på kinden
Mælk, der har stået i køleskabet en dag over sidste salgsdato
Bertel Haarder (mere)

Hvem har fundet på at kalde noget som helst for:
Glans penis
PK-huset

Savner:
Brændende kærlighed og karbonader
Musik
D-vitamin

Bliver det snart til noget med:
At jeg skal på ferie?
At de får tørret op nede i det der Queensland?

Vil virkelig gøre en indsats for:
At narre en svensk juleskinke til at tro den er en flæskesteg
At smile meget mere til verden

Har du set:
Ham den pæne nede i Lidl? Sådan så man ikke ud da jeg var 17.
At der snart kommer sne igen? Synes også vi står og mangler..

Trænger faktisk til:
En øl
Et knald
En krammer

Gid man IKKE havde råbt:
”Luder” under forretten til et bryllup (ikke til nogen, der var tilstede, men alligevel)
Kan man tillade sig at:
Holde ferie resten af året i noget tropisk klima?
Narre en skinke?

Der er noget galt i Ungarn..

2011-01-05T17:12:00.000+01:00

Add it to your site:

<a href="http://blackout4hungary.net/" title="we support the blackout 4 hungary.net campaign for a free internet"></a><br/>

Eventyret om den lille kamæleon, del 6

2010-12-30T09:56:00.001+01:00

Det tog lidt tid inden den lille kamæleons øjne vænnede sig til det dunkle lys i heksens hus. Der var store, tunge og meget beskidte gardiner for vinduerne, så det eneste lys kom fra ildstedet midt i stuen. Over det hang en stor, stort gryde hvori der boblede en underlig grød, som mest så ud som noget, nogen havde glemt meget længe. Dette forklarede også den forfærdelige lugt i heksens hus. Den lille kamæleon åbnede munden for at trække vejret den vej i et forsøg på at undgå lugten i sin meget følsomme musenæse. ”Hvordan kan hun holde den stank ud?” hviskede den lille kamæleon til musen, som stod med tårer i øjnene og holdt sig for næsen.
”Nok fordi hun selv lugter værre” svarede musen og gav et hvin fra sig, da heksen igen pludselig stod foran dem med sin lange næse så tæt på at det kunne mærkes i pelsen når hun trak vejret.
”Nå?” råbte hun. ”Hvem helvede var det så af jer, der skulle trylles?”
”Mig” hviskede den lille kamæleon og tog et skridt frem, så den næsten stod under heksens næsebor. Med det samme blev den lille kamæleon løftet op og båret gennem luften mellem heksen grove fingre til den hang og dinglede over gryden med den tykke grød boblende i.
”Så håber jeg fandme du kan svømme” skreg heksen og slap grebet om den lille kamæleon, som med et skrig faldt ned i gryden og blev omsluttet af den varme, tykke og meget ildelugtende grød.
Den lille kamæleon kæmpede for at komme op, men jo mere den sparkede og viftede med benene, desto dybere ned i grøden kom den, til den lille kamæleon til sidst var helt forsvundet ned i gryden og alt blev sort.

Slut.

Morale: Stol aldrig på fremmede. Især ikke hekse!

Eventyret om den lille kamæleon, del 5

2010-12-22T10:41:00.000+01:00

Den lille kamæleon trak vejret dybt og ventede på at musen var færdig med at grine.
Hellere en irriterende ven end slet ingen, tænkte den, mens den betragtede de andre køer, som stod helt stille ved siden af hinanden og sov dybt.
”Hvordan kan det så være at du sådan bliver til andre dyr?”, spurgte musen, da den om sider var færdig med sit grineri.
”Det ved jeg ikke rigtig. Jeg har egentlig altid bare været sammen med andre kamæleoner, så det er svært at sige om det har været sådan hele tiden”, svarede den lille kamæleon.
”Men jeg vil ikke være sådan her. Jeg vil ikke blive til noget andet dyr hele tiden. Jeg vil bare gerne være en kamæleon”
Musen var stille lidt og kiggede så op på den lille kamæleonen.
”Mon det er magi?”
”Hvad mener du med magi?” spurgte den lille kamæleon og lagde sit store hoved på skrå.
”Trylleri. Troldkunst. Magi!”, råbte musen og rejste sig op.
”Det er garanteret heksen, der har gjort noget ved dig!
”EN HEKS?!”, skreg den lille kamæleon så højt, at nogle af køerne rørte på sig og gryntede surt.
Heldigvis vågnede ingen, og den lille kamæleon stak sit store hoved helt ned til musen og hviskede:
”..fortæller du mig, at der er en heks i skoven? Det kan jo umuligt passe. Hekse findes jo ikke og i hvert fald ikke i vores skov.”
”Men nu er det altså sådan at der bor en heks i skoven” sagde musen irriteret og tilføjede: ”Og desuden er det jo heller ikke så normalt at der findes kamæleoner i skovene. Særligt ikke kamæleoner, der bliver til andre dyr. Vel?”
Den lille kamæleon måtte give musen ret, og musen fortalte at der ikke var så langt til heksens hus. De besluttede sig for at spørge heksen om hun havde noget med det hele at gøre.
”Måske kan hun trylle dig om, så du bliver en almindelig kamæleon”, sagde musen.
”Det er mit højeste ønske”, sagde den lille kamæleon, og begyndte med tunge skridt at begive sig mod heksens hus.

Mon ikke det går hurtigere, hvis jeg var en mus igen?, tænkte den lille kamæleon, og kiggede ned på musen som pilede forbi gennem græsset.
”Aaaaa” skreg musen som pludselig fløj gennem luften. Den lille kamæleon havde sparkede til den med sin store klov, og var nu igen en lille mus, som løb af sted igennem det høje græs. Han løb efter lyden af den klagende mus og fandt ham hurtigt liggende på maven i en kokasse. Den lille kamæleon kunne ikke lade være med at grine.
”Tak for det”, vrissede musen mens den tørrede ansigtet i hænderne. ”Du havde nok ikke behøvet at sparke så hårdt”
”Jeg vidste ikke hvor hårdt jeg sparkede” svarede den lille kamæleon. ”Jeg er ikke rigtig vant til at være en ko. Undskyld”

De to mus løb af sted over marken ind i skoven. Da de nåede frem til heksens hus, var det begyndt at blive lyst på himlen.
Inde fra huset kunne de høre nogen rumstere med potter og pander, alt imens der blev bandet og svovlet.
”Hun lyder til at være i godt humør” sagde musen og råbte: ”HEKS! KOM HER UD!”
Der blev helt stille inde i huset, og i næste sekund blev døren flået op og en meget høj og ranglet skikkelse stod pludselig foran dem.
Heksen så meget gammel ud. Hun havde en stor næse og en lang hage. Havde hun ikke haft et forklæde og en stor, tyk nederdel på, havde det været svært at gætte at hun var en dame.
”Hva’ i hede hule helvede laver sådan et par åndssvage små mus her så forbandet tidligt?” vrissede heksen og stak hovedet helt ned til musene.
”Ka’ I ik’ se at jeg har skide travlt? Nå? Hva’ helvede vil I så?”
Hverken musen eller den lille kamæleon var vant til at blive råbt af eller skældt ud, så de stod helt stille og så på heksen med store øjne, indtil musen puffede den lille kamæleon i siden.
”Eh.. godmorgen.. heks.. fru..” stammede den lille kamæleon. Heksen drejede hovedet og stirrede vredt direkte på musen som talte.
”Jeg.. eller vi tænkte om De muligvis havde tryllet.. eh.. mig…”
”Tryllet dig?” vrissede heksen som nu var så tæt på at hendes store næse næsten rørte ved den lille kamæleons lillebitte snude. ”Til hvad? En mus?” råbte heksen hæst og brød ud i noget, der vist var en latter: ”Haaar haaar haaar!”
”Nej. Eller… altså faktisk er jeg en kamæleon, men af en eller anden grund bliver jeg til de dyr, jeg støder på”, sagde den lille kamæleon og prøvede at overdøve heksens kaglen.
”Hva’ fanden var det du lige sagde?” spurgte heksen og holdt med det samme op med at grine.
”En kamæleon, der bliver til andre dyr? Du skifter altså ikke farve, men skifter hele kroppen? Det lyder fandme spændende”.
”Ja. Eller nej” sagde den lille kamæleon og fortsatte ”Jeg mener. Jeg vil jo helst bare være som de andre kamæleoner”
Heksen kiggede på de to mus. Så rettede hun sig op, vendte på hælende og forsvandt ind gennem døren.
Musen og den lille kamæleon kiggede spørgende på hinanden, men inden nogen nåede at sige noget, skreg heksen inde fra huset:
”Ja, så kom dog for fanden indenfor!”
De to mus tøvede lidt, og gik så med forsigtige skridt ind i heksens hus.

Fortsættes..

Eventyret om den lille kamæleon, del 4

2010-12-16T11:29:00.002+01:00

”Pas på uglen! Den kommer!” råbte musen til den lille kamæleon. ”Og så slip mig dog!”
”Undskyld” peb den lille kamæleon og fulgte efter musen, som nu næsten var i ly under en busk.
”Hvor mon den blev af?”, undrede musen mens den pustede ud og rettede sin pels, der hvor den lille kamæleon havde haft fat.
”Den havde jo fat i mig. Hvorfor mon den gav slip? Og hvor kommer du egentlig fra?” spurgte musen og kiggede undrende på den lille kamæleon.
”Eh..” tøvede den lille kamæleon, men bestemte sig for at sige sandheden.
”Det var mig, der var uglen. Men nu er jeg altså en mus. Og inden da var en hare. Men jeg er egentlig en kamæleon”

Der blev helt stille. Musen stirrede længe med åben mund på den lille kamæleon. Så brast den ud i et pibende grin og klaskede hænderne sammen.
”Ha ha ha. Der fik du mig næsten. Sikke en fantasi, du har. Åh, min mave. Hi hi hi.”
Musen sad nu på jorden og holdt sig om maven, imens den grinede.
”Men det er sandt”, sagde den lille kamæleon.
”Nej, hold nu op”, stønnede musen. ”Jeg går ikke på den igen.”
”Okay. Hvis du ikke tror på mig, så kan jeg vise dig”, svarede den lille kamæleon, som efterhånden havde regnet ud, at den af en eller anden grund så ud som de dyr, den rørte ved. Hvordan det gik til og hvorfor det skete, vidste den lille kamæleon ikke. Men den viste at den behøvede hjælp til at finde ud af det.

”Godt. Så vis mig det”, sagde musen, rejste sig op og satte hænderne i siden. ”Lad mig se dig blive til en hare”
”Eh..” sagde den lille kamæleon igen. ”Jeg tror ikke, det er sådan det fungerer. Jeg tror, jeg er nødt til at røre ved nogen.”
”Tror, siger du?”, spurgte musen og rystede på hovedet. ”Det skal nok blive interessant, det her. Jamen så lad os da finde et dyr, du kan røre ved. Kom!”

Musen pilede af sted ind i skoven og den lille kamæleon fulgte efter så godt den kunne på sine korte, spinkle ben.
Efter en lang løbetur, nåede de to frem til udkanten af skoven. Her var der en stor, indhegnet græsmark, hvor en flok store køer stod og sov.
”Ja. Værsågod at røre” grinede musen og puffede den lille kamæleon fremad.
”En ko?” protesterede den lille kamæleon og satte hælene i jorden for ikke at blive skubbet. ”Det kan du ikke mene? Hvordan skal jeg kunne blive til en kæmpestor ko?!”
Trods sine forsøg på at slippe væk var den lille kamæleon nu helt fremme ved køerne, som stod helt stille i mørket med lukkede øjne.
”Kom nu! Rør ved koen”, drillede musen og skubbede den lille kamæleon så hårdt i ryggen, at den faldt forover og lige ind i en af køernes hårde klove.

Ved siden af den sovende ko stod nu en anden ko med et meget chokeret udtryk i ansigt.
”HVA?” råbte musen og satte sig forbløffet ned i græsset.
”Det var da lige godt utroligt! Du er jo en ko!”
”Shhyyy! Ikke vække køerne”, hviskede den lille kamæleon, som ikke havde lyst til at skulle forklare for det hele for hele koflokken.
”Du mener ’ikke vække de ANDRE køer’” grinede musen og slog sig på maven.

Fortsættes...

Eventyret om den lille kamæleon, del 3

2010-12-14T09:37:00.000+01:00

”Stoooop, fru Ugle” råbte den lille kamæleon, mens den baskede febrilsk med sine store, tunge vinger.
Men den sure ugle var allerede en lille, sort prik langt borte over trætoppene.
Åhnejåhnejåhnej, tænkte den lille kamæleon for sig selv og prøvede at holde sig så stabilt i luften som den kunne. Det gik faktisk ret godt, og den lille kamæleon var overrasket over hvor let det var at flyve. Den havde tit ligget i græsset og kigget op på fuglene, som fløj forbi langt oppe i luften og tænkt hvordan de egentlig gjorde og om de ikke var bange for at falde ned.

Mens den fløj lagde den lille kamæleon mærke til en underlig, knurrende lyd og blev med det samme nervøs. Den kendte godt den slags knurren og vidste at det betød, at et eller andet farligt dyr var i nærheden. Den kiggede sig omring; over sig, under sig, foran og bagved, men der var ikke noget farligt dyr med spidse tænder at se nogen steder. Den knurrende lyd blev højere og med et gik det op for den lille kamæleon, hvad det var for en lyd.
Det er min mave, som knurrer, tænkte den for sig selv. Jeg har vist helt glemt at spise noget siden i morges.
Langt oppe over trætoppene kunne den lille kamæleon let se hele skoven og fik hurtigt øje på lysningen med de mange brombærbuske, hvor alle kamæleonerne altid spiste.
Lydløst og præcist nærmede den lille kamæleon sig lysningen og skulle lige til at gøre klar til landing, da dens ugleblik opfangede en hurtig bevægelse. En lille mus pilede hen over græsset op vej i sikkerhed under buskadset. Inden den lille kamæleon kunne nå at tænke, havde den samlet vingerne, strækket sine skarpe kløer frem og styrtede som et missil direkte mod musen. Den lille kamæleon lukkede sine skarpe uglekløer omkring musen, men i stedet for at flyve væk med den, rullede to små mus pludselig rundt i græsset.

”Hjælp! Hjææææælp!” peb musen og prøvede at vriste sig fri af den lille kamæleons nu meget små hænder, som stadig holdt hårdt fat i musens ryg.

Fortsættes...

Eventyret om den lille kamæleon, del 2

2010-12-13T15:47:00.004+01:00

Den lille kamæleon skreg højt og løb så hurtigt den kunne væk fra haren, som havde talt til den. Den løb og løb ind i skoven, og da den havde løbet et stykke tid, begyndte den at se sig omkring og undre sig over hvor hurtigt træerne og krattet fløj forbi. Sådan plejede det ikke at se ud når den lille kamæleon løb. Godt nok havde den aldrig nogensinde i sit liv haft lyst til at løbe så hurtigt, men alligevel.
Hvordan kan det være at jeg løber så hurtigt?, tænkte den lille kamæleon og så ned op sine bløde, pelsede fødder, der galoperede under den.
”Wuuuaaaaaa” skreg den så højt at den snublede og rullede hen over skovbunden. Den gled og rullede i de fugtige blade til den til sidst stoppede ved et lille vandhul, som den næsten var drættet i.

Den lille kamæleon rystede sig og kiggede igen på sine fødder. De var grå og helt dækket af et tykt lagt pels. Desuden var de meget længere end de plejede at være.
Den lille kamæleon tænkte og tænkte for at prøve at forstå hvad der dog var sket, men kunne ikke komme på nogen forklaring til, hvorfor dens fødder så ud som harefødder.
Forpustet sad den lidt og kiggede på den bløde pels, indtil det gik op for den lille kamæleon at den var frygtelig tørstig. Ikke så mærkeligt efter at have løbet så langt.
Den lille kamæleon bøjede sig frem for at drikke en tår i vandhullet, og stirrede pludselig ind i øjnene på haren fra engen.
Forskrækket trak den lille kamæleon hovedet til sig, men ingenting skete. Der var helt stille i skoven og haren hverken sagde noget eller kom op ad hullet. Så slog en tanke den lille kamæleon.
Kan det være mig?, tænkte den.

Langsomt kiggede den ned i vandhullet igen og så et blødt hovedet med lange øren, som stak langt op i luften.
”Hallo?” sagde den lille kamæleon og så at haren i vandhullet sagde det samme.
”En hare? Er jeg en hare?”, spurgte den lille kamæleon sit spejlbillede, men den fik ikke noget svar af haren.
Den lille kamæleon sad længe ved vandhullet og grublede over hvordan den pludselig var blevet en hare. For den var helt sikker på at den havde været en kamæleon inden.
Nu var det begyndt at blive mørkt og den lille kamæleon rejste sig for at begive sig den lange vej hjem.
”Hvad skal jeg dog sige til de andre?” sagde den for sig selv imens den så ned på de bløde poter, som gik over skovbunden under den.
Bonk! sagde det og den lille kamæleon faldt bagover. Forvirret blinkede den med øjnene og opdagede at det var blevet helt mørkt uden at den rigtig havde bemærket det.

Foran sig kunne den lille kamæleon ane en skikkelse med to lysende øjne, som kiggede på den.
”Du godeste. Så de Dem dog for” kaglede en underlig skinger stemme.
”Undskyld. Det er så mørkt og jeg..” prøvede den lille kamæleon
”Det er da ingen undskyldning for en ugle” kaglede uglen surt og vendte sig om, bredte sine store vinger ud og flaksede op i luften så bladene under den fløj omkring.
”Vent”, råbte den lille kamæleon, som faktisk var blevet lidt vred på uglen, som var sur selvom han jo havde sagt undskyld. ”Jeg er altså ikke nogen ugle” råbte han og ville løbe efter uglen.
”Jeg er en…”
Uden at tænke over det, havde den lille kamæleon spredt sine store vinder, sat af og fløj nu op, op, op efter uglen.
”Wuuuaaaaaa” skreg den igen, da den kiggede ned og så skoven under sig helt tydeligt, som om det var dagslys.

Fortsættelse følger..

Eventyret om den lille kamæleon

2010-12-08T08:56:00.003+01:00

Der var engang en lille kamæleon.

Den var ikke som de andre kamæleoner. Ikke som nogen af dem, den kendte i hvert fald. Denne kamæleon skiftede ikke farve, når den gik hen over græsset, forbi en sten eller lænede sig mod et træ som de andre kamæleoner den kendte gjorde. Det var den lille kamæleonen faktisk ret ked af, for den så hvor sjovt de andre havde, når de gemte sig foran ting i stedet for bagved når de legede gemmeleg eller dåseput. Den eneste som måtte gemme sig bag træerne eller inde i buskene var den lille kamæleon. Nogen gange græd den når ingen så det og om natten lå den ofte vågen og tænkte på hvordan det måtte være at kunne skifte farve og blive grøn som græsset eller grå som en sten.

En dag da alle kamæleonerne legede gemmeleg, løb den lille kamæleon så hurtigt den kunne ind i skoven for at finde noget nyt at gemme sig bagved eller indeni, når den nu ikke kunne gemme sig foran. Den løb og løb til den kom til en eng midt i skoven, hvor den aldrig havde været før. Forpustet stoppede den op og så sig omkring. Der var helt bart på engen. Ikke engang en busk eller et lille træ kunne den lille kamæleon få øje på. Men midt på engen stod der nogle. Den lille kamæleon havde set dem før, men de havde altid travlt med at hoppe forbi i fuld fart, og ingen havde nogensinde stoppet op for at sige goddag til kamæleonerne. Deres lange øren stak langt op over deres hoveder og de havde pels som så meget hvid, fin og blød ud. Ikke som den lille kamæleons tørre hud og bittesmå ører.

Den lille kamæleon kunne se at harerne snakkede om noget, men den kunne ikke høre hvad de sagde. Af ren nysgerrighed listede den lille kamæleon nærmere for at bedre kunne høre samtalen. Den krøb hen over den grønne græs og ønskede at den kunne blive samme farve og helt forsvinde, så harerne ikke skulle løbe væk. Da den lille kamæleon var kommet helt tæt på harerne, stoppede den op og trykkede sig så tæt ned mod jorden som den kunne for at ingen skulle se den.

”Halløj” lød pludselig en stemme lige over hovedet på den lille kamæleon, og den mærkede en blød fod, som stødte den i siden.

”Hvad ligger du der for?

Den lille kamæleon turde ikke røre sig af frygt for hvad harerne ville sig til at den havde prøvet på at smuglytte til deres samtale. Den turde ikke engang åbne øjnene.

”Jamen, så sig dog noget! Eller rejs dig i det mindste op. Din pels bliver jo snavset, når du trykker dig sådan mod græsset” lød stemmen igen.

Hvilken pels, tænkte den lille kamæleon. Jeg har jo ingen pels. Måske er det slet ikke mig, stemmen taler til. Måske ligger der en anden harer et sted i nærheden.

Den lille kamæleon drejede langsomt og forsigtigt hovedet op for at se hvor haren, der talte, kiggede hen. Da den åbnede øjnende så den til sin store forskrækkelse lige op i et hvidt og blødt ansigt med to store øren, der stak langt op i luften.

...Fortsættelse følger

En rigtig PlusPige!

2010-11-30T16:04:00.006+01:00

Nå for hulen..

Nå?

?

Så var det allerede slut på 30 og snart i gang med 30 plus. En rigtig pluspige. Ligesom Oprah. Ellers Amin Jensen.
Jeg læste netop igennem mine tanker omkring at forlade 20erne sidste år, hvor jeg mere eller mindre sammenhængende filosoferer over mit liv.

Og nu står jeg så her et år senere og er ikke blevet et hak klogere, mere fokuseret eller for den sags skyld mere lykkelig, hvad det så end indebærer.

Jeg er ikke kommet nærmere en plan for fremtiden og går stadig dagligt og leger med tanken om at rykke teltpælene op og prøve noget nyt. Jeg er heller ikke begyndt at gå mere med slips og har stadig en forkærlighed for enten meget løse eller meget stramme bukser og slutty t-shirts.

Dog er et voksenpoint tjent på at jeg nu aktivt forsøger at blive klogere på mig selv, og måske den vej pejle mig lidt mere i den rigtige retning, uden hele tiden at overveje alternativerne.

Oh well. Jeg skal ikke klage. Jeg er jo sund og rask, har familie, venner, kærlighed, tøj på kroppen, tag over hovedet og en beskidt kæft.

Og i morgen er jeg altså i 30plusserne. Og hva så? Jeg har jo været gråhåret siden jeg var 2o plus!

En 30+ mands ønskeliste

2010-11-22T21:09:00.004+01:00

I alfabetisk orden:

Boxershorts. Dem jeg har er fra det forrige årti.
En neglefil. Jepp! Har slidt den gamle op.
Farvede sokker. Gerne i sjove farver. Altså andre end sort.
Gavekort til installation af stikkontakt i min gang. Til mit internet.
Hovedpuder og betræk. Også til dobbeltdyne.
Is i fryseren. Både flødeis og sodavandsis.
Makeover af min lejlighed. Især stuen som indeholder møbler uden tema.
Ny sofa. Nej.. har stadig ikke købt en.. Det er svært.
Rejser. Overalt. Vil snart se både nordlys, hvaler og tropeøer.
Sovseske. Ja. Sådan en mangler jeg. Sovs=Mandigt.
Vin i skabet. I alle slagser. Og sprut. På den gamle rom og whiskey-måde.

Jojo. Og fred på jorden.

Øjne og øren allesteder!

2010-11-19T14:38:00.009+01:00

Sidder i skrivende stund midt i processen at tilkoble analytics til bloggen, for på den måde at kunne se hvor mange, hvornår og hvordan de kære få som læser mine random ramblings beter sig.
Dette er faktisk en del af mit arbejde. Sådan da. Jeg er nemlig ved at lære en helt masse om websideanalyse, hvilket ikke er helt uspændende. Okay, lige nu hvor det mest handler om introduktion og ”her klikker du hvis..” er det ikke skidespændende, men jeg tror helt sikkert det bliver interessant.

Vi får se. Indtil videre har jeg lært at klistre sporningsscrips ind på siden. So far so good.

OG på denne fredag bringer jeg også en lille, fin sang med to mænd, som var uvenner i lang tid. Det har de skrevet en sang om:

Tyvstjålet liste v. 2.0

2010-11-15T21:29:00.008+01:00

Hvis jeg ville, kunne jeg vel godt:
1. Være blevet en hestepige
2. Ryddet op
3. Lært at spille saxofon ordentligt

Hvis jeg VIRKELIG ville, kunne jeg:
Få det hele præcis som jeg vil ha det.

Hvorfor har:
1. Man ikke nogen til at læse korrektur på sit udseende, inden man går ud ad døren om morgenen?
2. Nogen ikke allerede hængt pakkekalender op i hele ens lejlighed?

Varmer godt nok når:
Overskuds-30-plussere har bænket sig og børn med morgenmad for 650 kroner på Emmerys. Og kommer rygende op at skændes til noget langsom Nora Jones.

Holder med:
1. Sødmælk
2. Mona Salin (vist som den eneste)
3. Julegadebelysning

Holder slet, slet ikke med:
1. Dansk Folkeparti. Forstår ikke at der stadig er nyhedsværdi i deres ævl.
2. Vintertid
3. Folk der ”ser lige igennem” andre

Hvad er der egentlig blevet af:
1. De der gule svampe med indbygget sæbe i svømmehallen
2. Therese Damsholt
3. Min glatte hud under og over øjnene

Godt at:
1. Der findes antibiotika så man kan gå udenfor en dør uden at være Elefantmanden indeni.
2. Hundehvalpe
3. Smilende mænd på toget

Gid man:
1. Ikke allerede havde set det nye afsnit af Glee
2. Vejede 10 kilo mere i muskler
3. Snart skulle på skiferie

Godt man ikke havde:
1. Sagt alt hvad man tænkte.
2. Facebooket alt hvad man tænkte.
3. Fritzel som far. Eller ægtemand. (too soon?)

Nu er jeg snart:
1. På vej i seng
2. På vej i biografen og se Harry Potter i 2 timer og femogtyve minutter.

Spejl

2010-11-11T21:57:00.003+01:00

Ny - aldrig gammel.

2010-11-08T15:43:00.004+01:00

Nogen gange er det sundt at vende noget negativt til noget positivt. Som f.eks. denne lille tanksstreg..

Fordelen ved at skifte arbejde hele tiden er blandt andet:

MAN møder hele tiden nye mennesker

MAN kan genbruge sit gamle tøj kan man have på uden nogen opdager det

AT finde vej til arbejde aldrig bliver en vane. Og man kan gå forkert

MAN får sit træningskort betalt flere gange

DET tager længere tid at blive træt af de lokale frokostrestauranter

MAN er ”den mystiske fremmede” hele tiden

MAN bliver aldrig påmindet om hvor pinlig og nøgen man var til sidste års julefest

Tyvstjålet liste

2010-09-23T12:09:00.007+02:00

Skal aldrig mere:
1. Farve håret gråt (og gå og ligne en skibums med hue for at dække væskende sår i hovedbund)

Er det for sent at:
1. Stemme Christian ud af Big Brother?
2. Blive verdens højeste mand?
3. Råbe RØVHULLER af flertallet i det Amerikanske senat?

Skal man på et tidspunkt:
1. Prøve det der yoga?
2. Melde sig ind i Liberal Alliance? (Lissom de andre kendte)

Hold kæft, hvor:
1. Er piger pæne i sindssygt høje hæle (Er lidt misundelig. Stadigvæk)

Ville det hele ikke se meget mere enkelt ud, hvis man:
1. Var ansat som sandwich-skilt (og kunne snakke i mobil med de andre polakker hele dagen)?

Holder virkelig med:
1. Læger Uden Grænser (Er jo nærmest selv også uden grænser)
2. Rytteriet (For at udstyre DR med halsklud og Campari. Og for at have sagt: »De gider aldrig rigtig fejre noget, de fattige. De er sgu så sure«)
3. Frugtordninger på jobbet. Hedder det ikke nøjagtig det samme i børnehaven?
4. Folk der bor grimmere end én selv (giver en god fornemmelse i kroppen)

Godt nogen har opfundet:
1. Absolut Torr (selvom mine armhuler klør mere end nogensinde. Men på den tørre måde)
2. Farvede stofledninger (ska bare lige ha sat dem op)

Må helst ikke nynne med på:
1. Sange af Mrs Miller

Måske skulle man:
1. Flygte til noget middelhavsklima og undgå vinterdepression (som har trukket kø-nummer)
2. Begynde at trylle. Eller på anden vis underholde med spas.

Ærgerligt at man ikke nød:
1. At være 26 og i sin bedste alder. (”30 er det nye 20” my ass)

Skulle der ikke uddeles en lille bitte Nobelpris til:
1. Kærester der krammer en selvom man ikke gider og er sur.

Er det okay at:
1. Endnu et land er blevet nationalsocialistisk under min tilstedeværelse? (har simpelthen ikke tid til at stå til ansvar for det)
2. Være konstant skuffet over ikke at vinde 50.000 hver måned i 50 år? (når man ikke køber skrapelod)

Ting der skal aflives:
1. Begrebet ”bobler”
2. 2-måneders-sommer-10-måneders-vinter-kombination
3. Hetromænd med foundation. Det er nok nu. (og homomænd også for den sags skyld)
4. Udtrykket ”slash”

Ting der skal bevares:
1. Susse Wold
2. Mikael Jarnvig (hvor er han for tiden?)
3. Folk der rister mandler på åben gade. Dufter herligt. (Smager træls)

Kan ikke holde ud at se på:
1. Hvide damer der bøjer knæene og kaster hovedet rytmisk til siden, mens de klapper

Kan ikke holde ud at høre på:
1. Folk der siger ”som der”
2. Hej Matematik

Kunne man:
1. Kalde flere pigebørn Narfissa? Så var der lissom mere at grine af for pædagogerne. De har det hårdt.

Godt:
1. Man ikke er indblandet i dansk regeringspolitik(ere)
2. At Cecilie Frøkjær er tilbage
3. Man ikke sidder i bestyrelsen for BP

Er vist faktisk kommet til at sige:
1. Ja til kaffe. Sidste weekend. Een kop. Fortrød før, under og efter.

Kan man egentlig:
1. Blive fraskilt igen. Sådan bare for at fejre?
2. Holde ud at ligge ved siden af nogen hver nat resten af sit liv?
3. Få lyst til lever?
4. Købe en hundehvalp og så være ansvarlig for den resten af dens liv? I en 1½værelses lejlighed.

Hvad skal man egentlig stille op med:
1. Sine panderynker. Når nu botox simpelthen ikke kunne holde dem i skak?

Tænk at man kan hedde:
1. Bitte Kai Rand (eller Narfissa)

Virkelig heldigt at:
1. Der findes pommes frites

Kan man ikke godt satse på:
1. At få sine patter tilbage inden sommer?
2. At der kommer en ny sæson af Will & Grace?

Hvad var det, der gik galt for ord som:
1. Sydesalt
2. Håndmadder
3. Komfur

Må være et spørgsmål om tid før:
1. Nogen tvangsmakeover’er Angla Merkel
2. Tapas bare er meget små portioner

Ville det have hjulpet hvis:
1. Man havde gået til springgymnastik som barn?

Fake it 'till you make it

2010-09-22T16:54:00.006+02:00

Nu er det ingen hemlighed at jeg gennem tiderne har haft lidt forskellige job.

Og at flere af disse har være såkaldte ”voksenjob” (jeg beklager den overdrevne brug af citationstegn. Eller situationstegn som jeg troede de hed indtil for ganske få år siden. Live and learn. Nå.).

Men voksenjob mener jeg fuldtidsarbejde, der helst involverer en stor del kontorsarbejde foran en computer omgivet af mange andre med tilsvarende voksenjob og computer.

I mit tilfælde har jeg flere gange fået et voksenjob, som jeg på ingen måde (eller i ringere grad) har været kvalificeret til. Dette skyldes min dansk-i-stockholm-situation som har åbnet mange (måske lidt for mange) dører til det pulserende erhvervsliv.
I disse forskellige job oplever jeg ofte (og ikke uventet) en smule stress og følelsen af at være bagud, af ikke at ha styr på og af ikke at følge med. Og det troede jeg var fordi jeg ikke hver gang var så kvalificeret som jeg burde.

Men nu opdager jeg mere og mere at det ikke kun er mig, der synes sådan! Næ næ, der er maaaange flere som heller ikke har en anelse om hvordan de er havnet i den situation de er i, voksenjobsmæssigt.

Vi er altså flere derude, der pisker rundt for at holde sig flydende og som faker i tide og utide for at give indtrykket af kompetance og overblik. Med en nikken og ”mm” lader vi de andre voksne forstå, at vi er helt med. No problem!
Dette medfører så at de andre voksne opfatter en som så erfaren, slagfærdig og overskudsagtig at de bliver stressede og usikre over hvordan deres egen præstation bliver opfattet.
Og i virkeligheden er der ingen, der rigtigt ved hvad de laver!

Så.... hvem vil være den første til officielt at indrømme at de faker?

Anyone?

Så kan I fandme lære det!

2010-09-20T12:34:00.004+02:00

Åh hvor er jeg skadefro og den der ler sidst i idag.

Her har man gået i 3 år og hørt svenskere, der himler op over hvor forfærdeligt det danske politiske klima er og hvor ubehageligt det er at danskerne er blevet SÅ fremmedfjendske at de kan stemme på Dansk Folkeparti og så videre osv.

OG nu har det svenske folk så gjort det samme! Med hinanden i hænderne har de stemt mindre på socialdemokraterne end nogensinde før og vupti! Ind i Rigsdagen kom Sverigedemokraterne og med dem en bølge af nationalsocialisme. Ja. Præcis som det skete i Danmark i 2001, da Pia kom til magten. Det urovækkende er jo at den danske sang ikke var nok til at skræmme svenskerne til ikke at stemme på deres helt egen Pia, men tvært imod nærmest har hjulpet til det.

Godt nok er jeg ikke den rødeste socialist på fabrikken, men jeg bryder mig meget lidt om denne tendens. Og nej, jeg har ikke stemt på hverken DF eller SF. Det siger jeg. Ligsom alle andre synes at nægte nogensinde at have så meget som tænkt på at stemme på ”den slags” parti. Og alligevel bliver de større og større. Så nogen må jo stemme på dem? Ikke?

Jeg nyder som sagt min bitter-søde sejer over de mange hellige svenskere, som nu pludselig bor i et SÅ fremmedfjendsk land med et forfærdeligt politisk klima. Bare 10 år senere.

Så held og lykke nu også til Sverige.. Nice going!

hot or not

2010-08-26T17:29:00.003+02:00

Hot Not

Det nye Ikea katalog / Det nye kuponkatalog
Ballerinasmåkager / Ballerinasko
Læderjakke / Læderhals
Hoppebold / Hoppeborg
København / Kolding (du ved, hvem du er)
Listetyv / Listepik

Montana, tak!

2010-08-06T16:15:00.005+02:00

Det er altså pænt det der Montana. Og dyrt. Kan ikke helt finde ud af om det er stylingen, rummene, budskabet eller selve hylderne jeg er forelsket i, men jeg tog mig selv i at sukke dybt mens jeg bladrede i kataloget..

”Kære Julemand. Det er Michael. Jeg ved godt det var længe siden og at jeg ikke har været god til at skrive og at jeg i virkeligheden ikke tror på dig, men jeg vil gerne bare lige bede om en enkelt ting: Hele Montanaserien. Og gerne før jul. Så slipper du også for at skulle nå det den aften. Det er faktisk en win-win.

Så på forhånd tak, kære Julemand.
Venlig hilsen Michael

PS: Gerne i alle farver.
PPS: Og hvis du har tid, vil jeg også gerne bede om de lejligheder, hvor møblerne er fotograferede.
PPPS: Hils nisserne.
PPPPS: Findes nisserne egentlig, eller er det børnearbejdere? Jeg dømmer ikke. ”

On tour!

2010-08-03T10:24:00.006+02:00

Jeg gjorde det igen. Selvom jeg mange gange har lovet migselv ikke at gøre det mere. Og denne gang var jeg ikke alene; Freddie var med.

På 2 døgn har vi transporteret os i ca. 15 timer. Først med bus og så med fly, så med fly og så med bil. Så med bus og så med bil, så med bil og så med bus. Så med bus og så med fly, så med fly og så med bus. Faktisk næsten utroligt at der ikke var tog, færge eller ballon indblandet.

Og man er SÅ smadret bagefter. Også selvom det hele klappede og vi blev hentet og bragt på fornemmeste vis.
Men det ER også hyggeligt at køre i bil og sludre, og det var absolut tophyggeligt at besøge, hilse på og møde alle de (faktisk rigtigt) mange mennesker, vi nåede at få set. Det er nok derfor, jeg bliver ved med disse ”svipturer”.

Hvor er det også bare heldigt at jeg har ferie om 3 dage. I to uger! TO!! UGER!!! Det er ikke sket i flere år. Glæder mig! Håber der bliver tid til at læse bøger og slappe af.

Er der iøvrigt nogen, der kan anbefale en god bog? Eller skulle man kaste sig ud i Twilighttriologien?

Der er meget man skal nå at planlægge inden sådan en lang ferie. Og handle. Og stryge.

Not so proud of Pride

2010-07-29T09:21:00.004+02:00

Altså, med frygt for at vende ryggen til mit folk og med risiko for at blive udstødt og brændt som kætter, så står jeg nu frem og proklamerer, at jeg synes Stockholm Pride er noget fis!

There!

De sidste år har det været so-so med artister og det hele (inklusive Europride sidste år) har båret præg af byfest og gedemarked i dets oprindelige forstand. Der har været nogle semiprofessionelle fotoudstillinger rundt i byen, lidt nyskrevet homoteater og transseksuelle diskussionsgrupper, som den brede befolkning (læs: Hr og Fru Svensson) potentielt kunne deltage i for at få et (bedre) indblik i forskellighed, men som sjældent bliver besøgt af andre end venner og familie til pågældende fotograf, playwrite eller transperson.

I Pride Park, som trods sit højtflyvende navn er en indhegnet grusfodboldbane dybt inde i en park, kan man igen diskutere transseksuelle, købe didoer i den lesbiske s/m bod eller besøge et af de utallige telte, hvor politiske partier med balloner og badges konkurrerer om, hvem der er mest omfavnende og åbentsindet.

På scenen står en horde af ukendte eller i bedste fald semikendte sangere og sangerinder, kun sjældent afbrudt af ”store” navne som RuPaul, Mel&Kim og hvem der nu vandt ESC dette år.

Det var dengang. Nu er det et nyt år:
Billetpriserne er sat op og kan nu måle sig med enhver stor musikfestival; Pride Park er flyttet til en indhegnet (!) græsmark så langt fra centrum, at der kun går én busrute derud, og.... ja... det var det.
Ellers er alt ved det gamle. Et hurtigt vy over årets artistliste og de enste iøjenfaldende udenlandske (svært at kalde dem hverken ”internationale” eller ”store”) artister er... wait for it... Hazell Dean og Vengaboys!

(...)

Med AL respekt for begge, så er det altså langt fra store navne. Og når man tænker på hvem der ellers kommer og spiller i Sverige, så burde det ikke være svært at skaffe større artister end det. For er det ikke at tale ned til sit publikum? Er det ikke laveste fællesnævner og discount out-let som sejrer her?

Tanken og det oprindelige formål med Pride er god. Og vigtig. Og de mennesker, der arbejder hårdt og frivilligt for at få dette til at rulle, har jeg respekt for. Men det kunne bare blive så meget bedre! Er det mangel på selvindsigt og kritik, eller hvad er årsagen til at man ikke stræber efter at gøre hvert år bedre end det forrige?

Og så kan jeg ikke lade være med at undrer mig over det økonomiske perspektiv: Pride er stort i Sverige (eller.. i Stockholm i hvert fald) og det betyder meget store sponsorer, potentielt masser af kulturstøtte, kommunepenge, statspenge og EUpenge. Det, sammen med billetindtægter og at alle arbejder frivilligt, får mig til at spørge: Hvad bruges pengene til?

Ikke til at gøre Pride til en fest og en oplevelse at være stolt over, i hvert fald

Så jeg suser i sommerhus i stedet for. Og drikker vin!

Den smut’ sgu’

2010-07-26T14:28:00.002+02:00

Jeg beklager, undskylder og er ked af at op til flere læsere har kommenteret på grammatiske fejl her i bloggen. Og det er intet mindre end en katastrofe!

Jeg er om noget (og det tror jeg nok mange kan nikke genkende til) en emsig satan når det kommer til retstavning og grammatik. Så mit eneste forsvar og forklaring er, at det simpelthen går for hurtigt nogen gange, og sætningerne ændres mens de skrives, hvorfor der til tider opstår en klassisk fejl: Præsens- R (eller nutids-r om man vil). Og det er faktisk en af de slemme. Den og så komma foran infinitiv og at glemme t i ”nødt til”.

Så.. Undskyld igen og jeg skal nok tage mig mere sammen.

Hva ellers?
Weekenden byder på festlig sommerhustur. Det er også i weekenden at der er Pride her i Stockholm. Og det blæser jeg så højt og flot på i år. Synes også lissom jeg har trukket mit stå til den homostak; stod sidste år på laddet af en stor lastbil og dansede iført korte shorts, fodboldstrømper og trillefløjle.. stolt... eller bare høreskadet.
Kan jo ikke helt udelukkes at der bliver en lille og spontan pridefestival i det nordøstjyske.. Hvem ved?

You pretty!

2010-07-01T09:35:00.003+02:00

Det er jo ikke nogen hemmelighed at jeg er sådan en, der sætter pris på smukke mennesker. I særdeleshed smukke mænd. Og dem som kender mig ved, at jeg er meget god til at få øje på og kigge efter eksemplarer, gerne samtidigt med at jeg fører en samtale.
Er faktisk helt holdt op med at være diskret og smugkigge. I stedet stopper jeg op og glor åbenlyst. Jeg ser det som en win-win situation: Objektet får bekræftelse og jeg får kigget mig mæt.

Problemet indtræffer når de smukke mennesker befinder sig indenfor min omgangskreds; det vil sige når jeg skal forholde mig til dem, interagerer med dem og værst af alt snakke med dem.
Det er her, det går galt: Jeg bliver stresset og nervøs og fuldstændig blottet for subtil charme. Det er sandt! På ”øh.. nå.. hva så med dig?”-måden.
Jeg ved ikke om dette på nogen måde kan hænge sammen med min tendens til at være en smule autoritetsvanskelig? Tesen er således at jeg i interaktion med smukke individer føler mig i understatus, hvorved den smukke bliver overstatus.
På den anden side plejer mit autoritetsproblem at manifestere sig i konfrontation fra min side: Er der noget jeg er godt til, er det nemlig at brokke mig, klage og være utilfreds.

Så det er måske ikke sammenhængen. Måske er det normalt at man bliver forfjamsket og usikker i mødet med en person som er pænere end en selv? What say you?

Jeg ved det ikke. Så jeg lever bare efter ”Nok se men ikke røre” (eller tale med) så længe.

I ly af busk og krat

2010-06-30T14:46:00.004+02:00

Hvor ER det dejligt at det sådan for alvor er blevet sommer! Overraskes lige meget hvert eneste år over hvor dejligt og lyst og varmt det er.

Har både badet (to gange) og grillet udenfor flere gange. Sidst på toppen af en klippe med udsigt over byen. Her opdagede jeg så at der er mere gang i mit lokale cruising-område end jeg troede; der er hulme mange mænd der vil risikere liv og lemmer og klatrer rundt på stejle bjergsider og slalommer imellem træer for eventuelt at score et bette anonymt blæs. Det morer og fascinerer mig, hvordan nogle har som mere eller mindre fast rutine hver mandag efter arbejde at cykle ud i en skov og gå og lure der i et par timer, inden man cykler hjem til familien eller ensomheden.

Men det er om ikke andet en både harmløs og sund hobby – sådan på frisk luft og naturmåden i hvert fald.

Forresten så har vi fået en "bande-kasse" på arbejde, hvor man skal lægge 5 kroner i hver gang man bander. Og gæt hvem der som den eneste IKKE har lagt penge i?
MIG! I KNOW! Det er helt utroligt! I'm a good person!

Spa me up!

2010-06-22T14:13:00.004+02:00

Idag skal jeg benytte mig af min fødselsdagsgave fra min storesøster: En helkropsmassage på 70 minutter her!
Uh, det skal blive godt!

Sidst jeg fik noget lignende var på spaferie i Tallinn, hvor jeg blev indsmurt i mudder og efterladt som en kebabrulle indpakket i stanniol.
Håber denne gang bliver mere massage og mindre efterladen. Og det gør det nok. Har i hvert fald sparet op hvad angår spændinger i nakken og forkortede halsmuskler, så der er masser at tage fat i. So to speak.

Håber ikke massøren er sådan en der snakker og vil samtale. For det gider jeg ikke. I 70 minutter.

Sofaneser

2010-06-18T16:46:00.009+02:00

Er der nogen, der lige gider synes noget om de her sofaer?

Forslag A sort:

Forslag A rød:

Forslag B mørkgrå:

Forslag B rød:

Bryllupskuller

2010-06-18T11:10:00.005+02:00

Kan godt se at jeg er nødt til at kommentere på at der står et kæmpe kongeligt bryllup og tripper lige om hjørnet:

Konprinsessan Victoria bliver i morgen kl. 15.30 gift med Herr Daniel Westling som herefter skal tituleres som Hans Kungliga Höghet Prins Daniel av Sverige, Hertug av Västergötland.
Nummerologer verden over klapper i deres små hænder!
Og det gør jeg også! På min helt engen ironisk distancerede måde elsker jeg kongebryllupper. Stort set. Var i hvert fald meget engageret og lavede kollager da Prins Joakim fik sin kines, og sad bænket foran tv’et med bøsser, champagne, frugt og fin konditori da småfrække Kronprins Frederik fik Maaaary. Var dog helt uinteresseret da Joakim fik Mary2. Undskyld. Mari’. Som er sin helt egen person og på ingen måde en New Zealandsk kloning. På ingen måde!

Sidder i skrivende stund og forsøger at planlægge hvad vi skal spise til bryllupsfrokost, hvem skal være med og hvor skal vi stå og vinke til kortegen. Der er enormt megen logistik der skal løses. Særligt fordi vi nok næppe bliver de eneste gamle damer, der vil have et glimt af det stressede par.

Åh bryllup. Som fraskilt kan man jo have sine meninger, og jeg skal da aldrig nogensinde selv have noget som helst bryllupsarrangement ever, men synes nu er det sjovt. At det sjældent er romantisk eller smukt fordi de indblandede er så stressede, overtrætte og udmajede, er en anden sag, men selve hysterien omkring arrangementet er right up my ally. Og bryllupsfester er altid et hit!

Så kan man jo ærgre sig over at jeg heller ikke denne gang er inviteret. Som til Lange Grethe aka Store Krones 70årsfest. Tror lige jeg ringer Kungahuset og hører om der er kommet et afbud. Telefonnummeret er +46-8-402 60 00

(Kunne ikke dy mig for lige at sætte et ekstra billede ind, hvor Daniel faktisk er pæn ud. Synes ellers mest han ser underlig ud. Men det er nok brillerne.)

Going green!

2010-06-17T12:17:00.007+02:00

SE!! Totalt mit næste køb!

I dag faktisk!

Stod udenfor butikken i går i 20 minutter sammen med Freddie og ventede, fordi der var et ”Kommer straks” skilt i døren.. men da klokken blev 18 og ingen var kommet straks, tog tålmodigheden slut. Men ikke i dag! Today I’m buying!

”Grøn” minder mig altid om en sang vi sang i Musikalsk forskole på Århus Musikskole hver tirsdag da jeg var 6 år. Lærerinden hed Ingrid Oberborbeck og spillede altid klaver og sang højest af alle:

Grøn er grøftekanten
Grøn er salaten
Grøn er juletræet og det grønne lys
Grøn er en Tuborg
Grøn er krokodillen
Lysegrønt er håbet når den.. (…og så kan jeg ikke huske mere..)

...”Grøn er en Tuborg”.. i en børnesang. Åh, jeg savner 80erne!

Hvalflæsk eller valgflæsk?

2010-06-16T15:19:00.003+02:00

Skræmmende. Har jeg virkelig så dårlig fantasi? Eller er det selve opgaven, som er for abstrakt for mig: At lave en liste over ting jeg gerne vil gøre eller steder, jeg gerne vil se?

Ikke på midtlivskrisemåden, men alligevel.

Det startede med at jeg læste på politiken.dk at en hval er strandet i Vejle fjord. Nu er den så vist blevet hjulpet ud på noget dybere vand og svømmet væk, men det fik mig til at tænke at sådan én vil jeg gerne se engang. En stor hval. Blåhval! Ligesom på tv, hvor man er på en båd eller står på stranden og ser dem komme op, puste vand ud af åndehullet og så dykke igen.

Så tænkte jeg, at jeg da lige skulle lave en liste over ting jeg vil gøre eller se eller opleve.
Men så var det som om at kilden blev udtørret næsten med det samme efter hvalen.

• Se en hval
• Rejse til Asien (thailand, kina, japan osv.)
• Rejse til San Fransisco
• Rejse til Island
• …
• …

Kan det passe? Er det alt jeg gerne vil? Eller er jeg bare så praktisk inde i hovedet, at alle usandsynlige, umulige eller useriøse forslag bliver frasorterede inden de når ud i den bevidste del af min hjerne og ned på tastaturet?
Der er også en del ting, jeg ikke gider: Bungyjump, for eksempel. Eller vandre gennem Cambodja med telt og rygsæk. Eller køre i hundeslæde over Nordpolen. Det er det, vi har kronprinser til og det blander jeg min helt udenom.
Men er der virkelig kun fire ting, jeg vil, sådan on a grander scale?

Listeform

2010-06-15T12:56:00.003+02:00

Har:
Sagt op og starter nyt job igenigenigen. Er arbejdsmarkedets svar på Cher,
Badet for første gang i år. Kom hurtigt op igen.
Lilla shorts.
Købt billetter til hyggelig jysk sommerhusturné om en måneds tid.

Skal:
Holde op med at bide negle. Igen.
Snart klippes igen. Denne gang måske ikke kun for 150 kr.
Finde en man-purse.
Planlægge ferie til Thailand i november. Nogen der har nogle rejsetips?

Er træt af:
At jeg ikke ved interessere mig mere for fodbold, når det nu er det man snakker om.
Dårlig kommunikation og udygtighed.
At jeg ikke kommer ud at rejse og besøge mine venner som ofte som jeg ville.
At min cykel er så fesen.

Er glad for:
Freddie.
Snart at få rikskuponger igen.
At det (snart) er sommer
Pommes frites. Hvem er ikke det?

I praktik

2010-06-14T10:01:00.003+02:00

Ja. Så begynder fire uger som verdens bedst betalte piccoline.

I stedet for at indse at der ikke er arbejde til mig (hvilket er årsagen til at jeg de sidste to måneder har grebet efter halmstrå og kummer fra de riges bord og hvad det nu hedder altsamed’, blot få at have lidt at fylde min 40 timers arbejdsuge med) og lade mig afslutte og smutte, skal jeg være assistent og negerslave for alle mine kollegaer og lave det, de ikke gider eller påstår de ikke når.

Så det er jo fedt. For tænk om nogen skulle vove faktisk at tage en konkret beslutning. Uhanej! Så kunne man jo virke handlekraftig, og det bliver der set ilde på her. Så ilde, at man ofte oplever en modarbejdelse fra chefniveau når man forsøger at få noget afsluttet og gennemført. ”Vi behøver mere statistik inden vi kan tage en beslutning” er nærmest et motto, hvilket betyder at man leverer mere statistik end resultat.
Umiddelbart vil jeg skyde skylden på den tyske ledelse, men skylden ligger ligeså meget hos de duknakkede svenskere, der bare lystrer i stedet for at sætte noget stolthed i deres arbejde.

Nå. Nu blev jeg lidt ophidset. Sorry. Men det er jo lidt abstrakt at man ikke engang magter opgaven at iværksætte mig. MIG.

Kom nu on, da!

The Carola Experience

2010-06-12T13:10:00.002+02:00

Så skete det. Jeg så hende live på scenen.

Har jo allerede stort set spist frokost med hende (hun sad godt nok ved bordet ved siden af sammen med sönnen Amadeus (stakkels barn har ikke en chance), men alligevel) og nu har hun også sunget for mig. Og 400 andre.

Man kan sige og synes meget om hende, og det kommer vi også til, men at hun er en meget dygtig og rutineret sangerinde og ”performer” kan man ikke tage fra hende. Der er fuld kontrol hele vejen. Også når hun udbryder ”Hva er den näste sang? Hvor er jeg?”
Hendes holden-mikrofonen-en –meter-väk-fra-munden-trick imponerer mig og jeg ville gerne pröve at höre hvor meget lyd der så egentligt kommer ud af det lille menneske. Generelt kan man jo sige at hun har en meget speciel sangteknik. Hendes vibrato sidder udelukkende i käben og hun yodler sig igennem det meste, men på den fede måde. Og trods den tvivlsomme prästation til Eurovisionen hvor hun mest råbte sig igennem ”Invinsable” har hun ikke mistet noget af hverken stemme eller höjde. Igår blev der beltet og skreget uden problemer.

Når det så er sagt (oh yes) så er det en underlig oplevelse: Det er et väkkelsesmöde i pinsekirken der foregår for öjnene af een; både band og isär koret er irriterende nyreligiöse og synger op mod Jesus hele tiden. Og det virker som om det er vigtigere for Carola at hendes musikere har Jesus i hjertet end at de er dygtige musikere, hvilket gör forskellen mellem hende og sit band alt for stor og uligevägtig. Og da hun midt i noget Harlemkirkeimprovisition stopper musikken og udbryder ”Nejnejstop. I skal jo väre med når jeg täller for..” bliver dette alt for tydeligt og lidt pinligt for os der kigger på.

Men det er nok også en del af oplevelsen; at det er lidt pinligt, at hun ER en manisk, nyreligiös agitator med alt for mange extentions , men som når alt kommer til alt kan synge röven ud af bukserne på de fleste.

Og hendes sko var helt fantastiske!

Danskertest?

2010-06-09T11:50:00.006+02:00

Quiz - Indfødsretprøven 2010

Dit resultat:
Du havde 32 rigtige besvarelser
8 var forkerte
Tidsforbruget var: 09:39 min

Er jeg så godkendt? Og dansk? Eller hvad sker der nu? Måske får jeg ike lov til at rejse hjem på ferie til sommer? Skal jeg så ansøge om visum?

Synes egentlig den test skabte flere spørgsmål end den besvarede.

Tag selv testen HER

Rigtige og forkerte beslutninger

2010-06-04T18:35:00.005+02:00

Jeg har altid haft det lidt svært med beslutninger.

Meninger derimod: Aldrig et problem.

Det bedste eksempel jeg kan komme på er, at jeg flere gange som barn valgte ikke at ville have en is, simpelthen fordi valget mellem de mange forskellige slags var alt for svært. Fravalget og gåen glip af de andre is var åbenbart værre for mig end slet ikke at vælge.
Essensen af denne beslutsomhedsangst sidder stadig i kroppen på mig og gnaver fra tid til anden i mavesækken.

Denne gang er det, som så mange andre gange, et valg mellem to jobs det handler om:

I højre ringhjørne har vi det nu velkendte job med kolleger, som jeg efterhånden har nærmet mig og som jeg synes bedre om for hver dag. Dog er der ingen jeg har været særlig privat med. Desværre er her også totalt kaos og en administrativ rodebutik af rang. De facto betyder det at jeg efter to måneder stadig ikke har en konkret jobbeskrivelse eller faste opgaver, men arbejder med projekter som jeg selv har gravet frem for at have noget at lave. De, der har bestemt at min stilling skulle oprettes har tydeligvis overset at der allerede er tre personer til at udføre opgaverne. Disse personer sidder 600 km væk og et gruppesamarbejde er derfor ikke helt åbenlyst. Desuden gik jeg i går efter en samtale med min chef hjem med beskeden ”når de andre nu har sagt op så skal du tage over..”. Men så vidt jeg ved (og så vidt de ved) er der ikke sådanne planer.

I venstre ringhjørne er det nye, ukendte job. Her har jeg en insider som fortæller om gode kolleger, et godt klima, åben kommunikation og konkrete opgaver. Og selve jobbet lyder spændende og stort set noget helt nyt for mig. Man får stort ansvar og plads til selv at løse sine opgaver, samtidigt med at der er helt fastsatte mål og resultater der skal leveres.

Umiddelbart lyder valget ikke svært. Min mave slår knuder fordi dette betyder endnu en opsigelse efter kort ansættelsestid i bagagen; endnu en fiasko og en stikken halen mellem benene når det bliver for besværligt og ikke som jeg forestillede mig.
Samtidig er chancen jo faktisk at dette nye job passer mig både i opgaven og i miljøet.
Men hvis det nu ikke gør? Hva så? Hvor længe kan man blive ved sådan her inden nogen griber ind og tvangs-coacher mig? Eller indlægger mig på en karrieresti?

Måske skal jeg bare lade være med at gøre tingene mere komplicerede end de er..?

Mingle forkert

2010-06-03T08:58:00.003+02:00

Jeg har, som tidligere beskrevet, en udfordring i kunsten at mingle, som jeg ikke mestrer så godt som jeg gerne ville. Jeg er bare alt for dårligt til at gå rundt og hilse og huske navne.

Efter en lang dag i går med underlige møder om projekter som er så hemmelige at jeg ikke må få nogen information (hvilket gør det lidt svært at begribe hvad der tales om) og den sædvanlige arbejdsfrustration troede jeg at jeg skulle mødes med min ven Mads og spise en is i solen. Men Mads havde andre planer og pludselig stod jeg på en hotelbar med svedige armhuler, et glas vin i hånden og omgivet af danskere! Åbenbart er der en dansk forening som mødes hver måned og mingler og… ja.. jeg forstår ikke rigtig formålet. I denne eksklusive kreds fandtes hele to som jeg har været i rekrutteringsproces hos; den ene er rigtig sød og vi sludrede, den anden er et fjols som jeg smilede falskt til da jeg så genkendelsens panik i hendes øjne (Kort opsummering: jeg blev headhuntet og var til samtale vedrørende en stilling, som viste sig slet ikke eksistere. Og så spilder man min tid. Og så er jeg ikke venlig.)
Jeg var der i 50 minutter og gik kold i sofaen hos en forbløffet Freddie umiddelbart efter. Helt udmattet af at stå og smile og skulle interagere og grine i flok.

Let’s break it down:
Den ene del er at jeg slet ikke er interesseret i nogen dansk forening i Stockholm. Havde vi været i Hong Kong eller Kuala lumpur kunne jeg se formålet og hyggen i det. Men nu bor jeg jo her fordi jeg ville prøve noget andet end ”dansk”, og har svært ved at se my personal gain ved at mødes med totalt fremmede en gang om måneden, som jeg kun har en ting til fælles med; at vi taler samme sprog. Så jeg er helt malplaceret i sådanne arrangementer.
Den anden del er som sagt min evne til at møde folk og tale om vind og vejr og dumme telefonsælgere begrænset. Jeg har bare svært ved at skjule at det keder mig. Måske er jeg i bund og grund asocial men undercover som festlig, udadvendt mand, som hver dag kæmper en indre kamp? Eller også skal jeg lære at styre samtalerne ind på noget mere interessant, i stedet for at drive væk og tænke på noget andet?

Kombinationen af ovenstående og så at jeg var helt uforberedt på konsekvensen af dette mingel var nok årsagen til min kraftige reaktion.

Så lektien til næste gang: Vær forberedt, smil venligere og hils på flere folk, hvis samtalen bliver træls. Live and learn!

Direkte kommunikation

2010-06-01T16:52:00.002+02:00

Fik i dag at vide at min direktør havde råbt af en sælger i telefonen. På skæld-ud måden.

Og det er bare overhovedet ikke okay. Slet ikke når man er direktør. Og især ikke når sælgeren ikke havde gjort noget forkert med vilje, men blot var misinformeret. Hvilket i sidste ende er direktørens ansvar.

Men skal man nu se det positive i situationen, var det forfriskende at direktøren for en gangs skyld talte direkte til en sælger i stedet for (som det er kutyme her) kun at kommunikere med de personer, som er på ens eget niveau.
Denne kultur forstærkes endnu mere i den fysiske indretning af kontoret, hvor direktionen sidder på øverste etage, økonomi på etagen under osv. ned til kundeservice i kælderen. Jo jo!

(At jeg også sidder på øverste etage må være en fejl. Venter hvert øjeblik på at blive råbt af og sendt ned med elevatoren.)

Arbejdstider, flex og forbud

2010-05-24T11:13:00.001+02:00

Det der med arbejdstider har altid været et meget strikst koncept for mig. Jeg har hidtil altid haft nogen form for telefontid eller åbningstid at passe og har derfor altid skullet møde på meget præcise tidspunkter.

Ikke længere: Nu må jeg i princippet komme og gå som jeg vil, så længe jeg arbejder mine 40 timer/ugen. Og det er lovely! Og svært at vænne sig til. Sådan cirka hver morgen tager jeg mig selv i at stresse af sted og kikke nervøst på uret på toget, selvom jeg ikke absolut skal sidde parat ved min hæve-sænkebord på et bestemt tidspunkt
Det er jo noget helt indgroet siden skolen, det der med at komme til tiden. Den fornemmelse er ikke helt nem at slippe af med. Måske også godt nok.
Dog har friheden en begrænsning: Vi må ikke arbejde hjemme. Af en eller anden fesen årsag, som mest grunder i at nogen med mere i løn end mig ikke selv vil kunne arbejde hjemme og dermed være til rådighed 24-7. Det tror jeg så handler mere om en persons evne til at skille imellem arbejde og fritid, og at kunne sige fra, end om man har muligheden eller ej.

Lidt på samme måde som jeg synes at firmaer som blokerer alle mulige sider på internet (facebook, hotmail osv) fordi de ikke vil have at deres medarbejdere skal lave andet end at arbejde, tackler problemet helt forkert. I stedet for at fjerne og begrænse de ansattes muligheder for at lave andet end at arbejde, burde man stole på de ansatte; hvis forbud er den eneste mulighed for at styre sit personale, har man ansat forkerte folk. Problemet ligger altså mere hos ledelsen end hos den enkelte ansatte. Hvis man spørger mig.

Men for nu at vende tilbage, så er det egentlig meget rart at være på arbejde fast kl. 8 og gå hjem fast kl. 17. Ellers tror jeg let min hverdag kunne flyde ud i noget kasolignende dag/nat forvirring på bedste B-menneske facon.

Faste rammer er gode, så længe der er plads indenfor dem. (wooow)

Hobby?

2010-05-17T17:00:00.002+02:00

Er der mange, der har sådan en? En hobby, altså?
For det kunne jeg godt tænke mig. Og jeg tror det vil være sundt for mig at lave andet end at sidde foran diverse skærme hele tiden. Eller dyrke det der fitness.

Har tænkt på at sejle kajak her i sommer. Der ligger en klub 2 minutter fra min dør, så det er jo oplagt. Plus at det er pissesejt at sige lidt henkastet: ”Nej, jeg padler kajak hver aften når jeg kommer hjem fra arbejde.” Dog er det en ret kort sæson for aktiviteter så tæt på vandoverfladen, så hvad så resten af året?

Har forsøgt at komme med i noget kor uden held (assholes) og hvad jeg kan se, så står valget i det svenske mellem meget nyreligiøs gospel (på rækken hænder op mod Jesus-måden) eller meget formel klassisk kor. Så nej og nej. Gad faktisk godt noget rytmisk kor, trods tidligere traumatiske oplevelser med netop acapellagenren. Tænk at man skulle komme så langt i sin selvudvikling! Men lige meget hjælper det ikke. Der er ikke noget.
Kunne jo forsøge at starte min egen lille gruppe? Er der nogen der vil synge med mig?

Hva ellers? Blomsterbinderi? Stramajbroderi? Næsepilleri? Får lidt nervøse trækninger over tanken om aftenskole, men why not?

http://www.abfstockholm.se/cirklar/index.htm

Forslag udbedes!

Kender du det?

2010-05-10T17:01:00.002+02:00

At nogen eller noget kan være så nuttet at man bare vil kramme det så hårdt man kan?

En gang til for Prins Knud..

2010-05-07T14:56:00.002+02:00

Det er simpelthen så underligt og det bliver tydeligere hver dag: Jeg arbejder simpelthen sammen med en 90 % kopi af eksmanden.

Forskellen er at denne mand er ca. 5 år ældre, hetro og norsk. Ellers er lighederne slående.
Først og fremmest ligner de uhyggeligt meget hinanden fysisk; højde, drøjde og selv ansigtet og hårfarven er ens. Jeg taler altså ikke om at de minder om hinanden, men de ligner. Som en tomat ligner en tomat.

Udover de fysiske ligheder har denne nordmand også mange af de samme gesti og bevægelsesmønstre som jeg husker eksmanden har; alt fra hvordan han tager sig til hovedet, rejser sig op og hvordan han gerne krammer folk – også dem, der ikke helt er med på den. Han er også meget venlig, kærlig og elskværdig.

Forleden dag sagde han i en samtale om hvilke egenskaber en god chef skal have, at ”jeg (om sig selv) er jo sådan en, der gerne vil have at alle kan lide mig hele tiden” og mente derfor at han ikke umiddelbart var såkaldt manager material. Og netop denne udtalelse er utroligt tæt på eksmandens udgangspunkt. På godt og ondt.

Nu er det ikke sådan at jeg kalder ham for ”store nar” eller skælder ham ud for noget han ikke har gjort, men jeg tænker en del på hvor store lighederne er. Det er lidt underligt og til tider et flashback af ikke uvæsentlig størrelse at skulle gå op og ned af en person jeg føler at jeg kender men faktisk kun lige har mødt.

Samtidig er det vanvittigt fascinerende hvordan gener virker. Tit sidder man på bussen eller på en bænk og betragter folk og ser fremmede mennesker der på en eller anden måde ligner nogen man kender. Og chancen for at disse personer ikke har nogen slægtsforbindelse overhovedet er ofte stor.
Og det er det, der er så underligt: Hvordan kan to vidt fremmede mennesker fra forskellige dele af verden ligne hinanden så meget? Var der kun en meget lille gen-pøl fra starten, og er det derfor at den samme kombination en gang på millionen går igen?

Kan nogen lige uddybe?

Og så vil jeg gerne vide om der er nogen dybere mening eller plan med at jeg skal møde netop denne person igen, som om det ikke var nok første gang. Mangler jeg at lære noget? Er der noget karma eller skæbne, der spiller ind?
Eller er det bare helt helt tilfældigt?

Ut på tur - Alldrig sur!

2010-04-29T12:24:00.005+02:00

Så skal jeg ellers love for at Hr Ehlers har været ude på tur.

Var først på rejse i Danmark og blev kun en dag forsinket hjemad på grund af vulkanskyen fra Island. Så en dag hjemme og så gik turen til Bruxelles for at besøge Jollen og tandlægen. Det var dejligt at se hende, nu hvor vi ikke længere bor i samme by.

Bruxelles er et underligt sted. Det er som om det er to byer i én; på den ene side er det ”Europas hovedstad” med parlament, kommission og hvad der til hører af ambassader og andre instanser i store kontorbygninger. På den anden er det en gammel hovedstad i et lille, splittet land med kraftig indvandring, som generelt virker uinteresseret i turisme. Måske netop fordi al turismen er kommet på grund af EU og dermed har ingen i byen egentlig gjort ret meget for at promovere byen og gøre den attraktiv. Hvilket man mærker, når man bevæger sig rundt blandt historiske bygninger, bunker af affaldssække og byens stort set eneste attraktion: En lille statue af et tissende barn.
Men det var hyggeligt at være der og se alting i godt selskab!

Kom så også kun lige inde for døren hjemme igen, inden jeg blev valgt til formand for ejerforeningen her i huset. Så man kan ikke beskylde mig for ikke at integrerer mig i det svenske samfund! Så det er jo spændende. Eller noget. Heldigvis bor den tidligere formand (egendomsjuristen) stadig i huset og er sød til at svare på spørgsmål.
Nu ser vi hvordan det går. Kan faktisk ikke rigtig overskue konsekvensen, men herregud. Hvor svært kan det egentlig være? Endnu flere voksenpoints pour moi, under alle omstændigheder.

Scandic in the sixties (wore flowers in their hair)

2010-04-14T09:53:00.003+02:00

Jo. Simpelthen. Jeg tilegner et helt bloginslag til dette hotel som i sine unge år helt sikkert var the shit, hoteltwise, men som nu er noget værre hø. Slidt og 70’er grimt og med hånlig (hånlig) udsigt til SAS Royal, hvor alt er Arne Jacobsen-fantastisk.
Hotellet har 4 stjerne, som jeg simpelthen ikke forstår. Housekeeping går hjem kl 22. Concierges-telefonen svares af receptionen, der er ingen kaffe på værelset og skal man stryge en skjorte kan man det på 2. og 12. etage i et ulækkert, voldtægtsoplagt rum med et strygejern som kun varmer til 1 og et iturevet strygebræt. Kun en smule krænkende at stå der..

Så det er da herligt at skulle bo der i 6 dage. Dog er det centralt på vesterbro – det skal de ha! Men det er så nok også det. Jo, og så at bacon’en til morgenmaden var sprødstegt. Scrambled eggs’ene så var hårde i kanten, så de udjævner hinanden.

Sidder bare her og håber at mine ting stadig er der når jeg kommer tilbage.

Hop hop hop

2010-04-13T18:01:00.004+02:00

Mja.. Så er det så ved at ske igen..
Har haft første rigtige dag på arbejde og kastet ind i et 6 (!) timer langt møde, hvor det kom frem at hende jeg troede jeg skulle overtage opgaver fra, slet ikke har bedt om at blive erstattet men derimod havde bedt om en til at udfylde Excelskemaer hele dagen lang.

Dette betyder at hun er uglad og ført bag lyse af sine chefer og at ingen ved hvilke mine opgaver er og hvad jeg skal lave. Så det er jo ikke fedt. Overhovedet. Er jo hverken fyret eller noget, men det virker som om der er meget forskellige forventninger til hvad jeg skal og ikke skal, og alle de interessante dele af jobbet er der allerede nogen der varetager.

Det kan simpelthen ikke passe at jeg skal være så uheldig med jobs! Begynder at overveje om det er mig, den er gal med og om jeg i virkeligheden er fuldstændig umulig at arbejde med og at gøre tilfreds.

Det sidste kan der helt sikkert være noget om. Sådan på alle fronter. Men selvom man er viljestærk og lidt af en brokrøv, så har jeg denne gang ikke engang fået en chance for selv at fucke det op (i mangel af bedre udtryk. Har virkelig tænkt over alternativer, men uden held. Forslag?).

Skal jeg dog binde knude på mig selv og forsøge at se positivt på situationen, så er her virkelig en mulighed for at skabe et arbejde som jeg gerne vil have med interessante opgaver, for selvom oplæget er at min gruppe skal arbejde homogent for dermed at ensartet de involverede, er der jo ikke nogen der siger at det ikke er mit område, der skal benchmarke og som de andre skal indordne sig efter. Forstået på den måde, at jeg (i samråd, naturligvis) finder frem til de bedste løsninger og måder at arbejde på, og ser til at dette implementeres i de andre lande.

For jeg gider satme ikke sidde og udfylde Excel resten af livet. Gider bare overhovedet heller ikke skulle skifte job igen. Det begynder jo at blive pinligt.

Unge, dumme mødre og idioter på hotel

2010-04-09T14:12:00.002+02:00

Nå? Er der nogle nyheder, jeg kan kommentere på?

Synes generelt, der sker for lidt.. sådan ud fra et lidt større perspektiv. Det virker som om hele Danmark udelukkende er optaget af Paradise Hotel, hvilket jeg både forstår og ikke forstår. Jeg kan udmærket relatere til den morbide attraktion til programmet, på samme måde som man ikke kan lade være med at sænke farten for at kigge, når man passere en bilulykke, men har alligevel svært ved ikke at dømme et sådan program væk som fordummende tv med laves mulige fællesnævner.

Men så er det, at jeg læser nogle interviewer af min folkeskolekammerat (og meget uskyldige flirt) Marie Meisingset som har skrevet et meget kreativt speciale om De Unge Mødre, som vel må sige at være i samme kategori som Paradise Hotel.
Her taler hun om (og jeg tillader mig at generalisere) hvordan denne type af programmer faktisk kan have en uddannende effekt på seerne, og ikke bare forarge. Marie påpeger at hun som veluddannet ung kvinde spejler sig selv i mødrene og oplever at hun befinder sig i et andet, og fra hendes synspunkt mere positivt befolkningssegment. Dette kan lyde egoistisk og selvforherligende, samtidig synliggør programmet en anden og mere fremmed måde at leve sit liv på i vores ellers så lille og homogene samfund, hvor der ikke er så langt mellem f.eks. rig og fattig, som andre steder i verden. Marie pointerer altså, at hun gennem programmet udvider sin opfattelse af samfundet og ser forskelle som man ellers let går glip af i den sociale bevægelsessfære som man har dagligt, og som for de fleste består af relativt ligesindede og mennesker i samme, ja lad os bare sige social status, som hende selv.

Maries afsluttende bemærkning lyder: ”’..De Unge Mødre’ er afslørende journalistik – en øjenåbner, som kan give et bedre indblik i det samfund, vi er en del af”.

Godt så. Jeg er sådan set enig. Men at jeg får øjnene op for en anden social gruppe og får tilgang til en verden, jeg trods vores lille samfund ikke er en del af, betyder ikke at jeg ikke også kan synes noget om disse mennesker, der har valgt at udstille deres liv på landsdækkende tv. For det er ikke skjult kamera, selvom man ofte skulle tro det.
Jeg synes at disse mennesker er idioter! There!

Nej. Jeg var ikke verdensklog og uden problemer som 19-20årig, men jeg vil hulme sige at jeg havde langt mere styr på mit liv og mere forståelse for hvordan verden hænger sammen end disse unge mødre og liderlige teenagere på øen. Helt ærligt. Forældrene burde skamme sig!
Og det siger jeg som ikke kommer fra nogen høj social klasse; min far er politimand og min mor var pædagog. Og med al respekt, så er dette ikke nogen doktorgrad. Der er generelt ingen højtuddannede i min familie, så jeg kan uden at blinke kalde mig et arbejderbarn.
Dette er bare ingen undskyldning for at være dum. For det er hvad disse mennesker er: Dumme. Som i uoplyste, dovne og ligeglade med hvordan verden ser dem, og umiddelbart uden nogen interesse i at se den verden de lever i.

At det er god underholdning er der ingen tvivl om. Det er bare at se på seertallene og alle statusopdateringer på Facebook omhandlende disse programmer.
At det udvider seerens horisont udi samfundets alle lag er også svært at modargumentere.
Fører dette til mere accept af bistandstagere og ”lavstatusdanmark”? Absolut ikke!
Tvært imod kender man dem nu og behøver ikke længere ”kende deres situation” inden man dømmer dem.

Så man kan sige at det er ris til egen røv:

Ja, du er på tv.

Nej, folk synes nu om muligt at du er endnu dummere end før, Bettina!

Katten står og krummer ryg..

2010-03-28T23:07:00.001+02:00

Med lægen til bords

2010-03-25T21:54:00.003+01:00

I dag spiste eg frokost med mine kolleger på en hæslig, ulækker bodega, som lykkedes at totalskade et kyllingebryst kun ved hjælp af salt. Ikke så underligt, da jeg lurede ud i køkkenet og på bare 10 sekunder så mere end fem overtrædelser af fødevarehåndteringsreglementet (eller hvad det nu hedder alt sammed'). Levnedsmiddelkontrollen kommer helt sikkert ikke der så tit.

I hvert fald så opdagede jeg nogenlunde samtidig at den gamle mand i seler og stribet t-shirt var ingen ringere end min læge. Og så er det jeg tænker:

Kan det på nogen måde tolkes som positivt at manden, på hvis skuldre jeg ligger det fulde ansvar for min fysiske helse, besøger en skærsild af bakterier og lav fødevarekvalitet. Og oven i købet virker glad og tilfreds med sin deltagelse (og, tolker jeg, dermed accept af dette)?

Er manden ved at følge sine egne råd og fornuft så kernesund at han frygtløst griner colibakterier og madforgiftning op i dets åbne ansigt? Eller er han simpelthen blind for denne åbenlyse trussel mod den normale tarmflora?

Jeg er desværre tilbøjelig til at hælde mod det sidste, og dermed stille mistillidsvotum til manden med selerne.

Med mindre jeg får et akut ildebefindende og skal diagnosticeres på stedet. Så er det fint nok!

Run Away With Me

2010-03-23T20:27:00.003+01:00

Nogen gange sker det at jeg bliver ramt hårdt i hjertet af musik. På mange måder. Da jeg var lille husker jeg en sommerdag i botanisk have i Århus. Inde bag muren til Den Gamle By var der koncert med et orkester, som jeg smuglyttede til. Uden varsel spillede de pludselig titelsangen til Phantom of the Opera, og til jer der kender den, ved I at den er meget voldsom og dramatisk. Jeg kan stadig blive lidt bange indeni når jeg hører den, og dengang gik jeg helt i panik.

Mange gange siden har musik gjort godt eller ondt i maven, og denne sang er ingen undtagelse. Den er fra en endnu ikke opført musical som hedder "The Unauthorized Autobiography of Samantha Brown" og i korte træk handler om en ung piges post high school frustrationer. Den her sang er hendes kærestes store kærlighedserklæring, og jeg synes den er helt fantastisk fin. Jeg havde i hvert fald runnet away noget så omgående!

Fit for a Queen

2010-03-19T18:42:00.002+01:00

I søndags var jeg med Christer og Freddie på Taxinge Slott. Her påstår de at have nordeuropas største kagebord, så det blev to (2!!) stykker lagkage og kaffe til mig. Og selvom de ikke havde 100% dækket op på buffeten var der alligevel flere kager end jeg nogensinde har set samtidigt..

Derefter en lang tur i sneen og på isen, og derefter en bagt kartoffel med rejesalat i solen på slotspladsen.

Tak til drengene for den

Tilskuer, dit navn er Ehlers

2010-03-17T19:55:00.001+01:00

Så var man endnu engang bænket til en tv-produktion. Denne gang Petra Mede Show. Til jer der bliver tomme i blikket nu, kan jeg fortælle kort at hun var vært ved sidste års Melodifestival, er komiker og tidligere danserinde, som nu har sit eget show.

Stedet er Gärdet. Kulissen er højblank hvid, pink og lyseblå og skal forestille en meget fancy dagligstue med tilhørende have og pool (jeps - en rigtig pool).
Aftenens gæster var musikeren Salem al Fakir, skuespilleren Eva Röse og kunsteren Ernst Billgren.

Selvom det var forsinket, blev sent og der ikke var sponsoreret hverken mad eller drikke, var det både en sjov og hyggelig aften i selskab med ovenstående samt Freddie, Lisa og Angeline.

Var ret overrasket over hvor skægt det var, da programmet havde premiere dagen inden og faktisk var ret fesent. Der er åbenbart nogen, der klipper alt det sjove fra. Som f.eks. i går da Petra roder sig ind i noget omkring hvordan Salems syriske far trykker den svenske moderens kristendom ned. og bliver stoppet af producenten. Ville ellers gerne have set enden på sætningen og ikke mindst hørt svaret.

Ikke umuligt med en tur til..

Next stop: Globen

2010-03-10T19:31:00.004+01:00

Kraftedeme flippet! Freddie har fået gratis sponsorbilletter til finalen af Melodifestivalen på lørdag i Globen. Har aldrig været der før og glæææder mig!

Da det er sponsorbilletter er vi jo inviteret af firmaet og dermed deres gæster. Håber hulme der vanker drinks og balloner. Og måske en t-shirt?
Åh, det bliver stort. Det er den anden grandprix finale jeg ser live (jo, generalprøven i Atletion i Århus 2004 tæller.) og selvom jeg som udgangspunkt hellere ser showet på tv, da man jo således har de bedste pladser - og kan have egen sprut med, er der noget særligt ved at være der in person.
Og da det i år åbenbart stort set kun er ballader, der er i finalen, er der lidt mere "sid og nyd" og lidt mindre "hop og dans"-stemning.

Ved alligevel godt at jeg kommer til at råbe og skrige og bue, hvis Anna Bergendahl vinder. Hun er storfavorit af fuldstændigt uforståelige årsager. Hun kom vel på en 5 plads i forrige års Idol, hvilket virkelig ikke siger ret meget. Dette var om muligt det dårligste Idol-år i Sveriges historie. Bare se på vinderen Daniel Borg, som sidst man hørte noget spillede med i High School Musical.. flot. Desuden udtaler nu 18årige Anna at "hun fandt roen i Indien" og at hun derfor er ikke er nervøs for finalen.
FANDT RO I INDIEN?? Hvem helvede tror hun, hun er? KUN Angelina Jolie og måske Sting har lov til at komme med sådan nogle udtalelser.. Kors!

Jeg buer af:

Darins hæslige Jackson-pastiche med om årets mest pinlige og skabede tekst: "Why did you have to die" kan man fandme ikke synge i grand prix. Puuha!
Andreas Johnson, som deltager med den samme sang for 2 gang og stadig er lige så uinteressant og uaktuel som 2 uger efter "Glorius" blev spillet i radioen.
Ola som har valgt at synge en sang om Natalie - igen! Pinligt og dårligt udført forsøg på at være Robbie Williams, komplet med mikrofontrick. Desuden laver han desperat reklame for alle mulige produkter for at promovere sig selv. Ulækkert.

Jeg hepper på:

Timoteijs etno-pop i form af lækre, blonde, langbenede blondiner med folkemusiske instrumenter og et meget iørefaldende omkvæd.
Peter Jöbacks overraskende rørende ballade med et meget sejt lysshow. Professionelt til fingerspidserne; man er ligesom tryg i de 3 minutter.

Skal man så lave et banner? For hvem af dem? Og hvad skal der stå?

Inget konstingt alls..

2010-03-01T20:12:00.000+01:00

Listeform

2010-03-01T20:10:00.002+01:00

Har:

Sagt op og starter nyt job 1. april. Man skal jo ikke kede sig.
Købt et par røde sko. Og jeg behøver ikke forsvare mig!
Negle på fingrene igen. Sundhedstegn.

Skal:

På en eller anden måde på ferie snart. Helst til et varmt sted.
Lære excel oog powerpoint. NU!
Ha noget at spise

Er træt af:

Tiggere (det går jo ikke over bare fordi man taler om det)
At miste mine rikskuponger
At Pernilla Wahlgrens sang ikke gik direkte i finalen.

Er glad for:

Facebook
Pindis med pæresmag
At Peter Jöback havde en god sang i Melodifestivalen

..medens vi venter..

2010-02-23T00:01:00.002+01:00

Begging in the year 2010

2010-02-12T18:50:00.005+01:00

Er det kun mig, der synes at der efterhånden er mange tiggere i gadebillederne? Sådan på den østeuropæiske måde.

I morges steg jeg på tunnelbane, og opdagede der en tiggerfamilie, som også var på vej på arbejde; Moren med ca. 20 lag tøj og frakker, inklusive halstørklæde, hver sin forskellige strikvante og en NK* pose med en sofahynde i. Sønnen med harmonika og faren uden værdighed. Alle tre af sydøsteuropæisk herkomst. Eller sigøjnere om man vil.
Første tanke: Bor tiggere i forstæderne og har de råd til at køre med tog? (670 kr/måned for togkort). Andre tanke: Hvorfor er man rejst helt her op for at sidde på gade og tigge? Der er jo arbejde at få, hvis man vil. Det er der!
Moren stod af på en station og far/søn på næste. Smart, så man ikke tager hinandens kunder.

På vej hjem fra arbejde i går, gik jeg på Stureplan (et af Stockholms dyre områder) og passerede en kone som sad i laser og pjalter (jeps, stadig moderne) på en sovepose og tiggede med den ene hånd. Og sms'ede med den anden. Her er det at jeg synes det går for vidt. Jeg vil vove at påstå at man ikke behøver at tigge, hvis man har råd til en mobiltelefon. Og så taler vi hobbytiggere - og det er vel egentligt værre end behovstiggere? Sådan ud fra et værdighedsperspektiv.

Jeg har meget svært ved at forstå og acceptere disse mennesker. Hvorfor vælger man at tigge? For et valg, det er det, når man bor i vor del af verden. Fattig kan man godt være, men at været nødt til at tigge behøver ingen være. Derfor er det faktisk en anelse provokerende for mig, at jeg betaler 30 % i skat til et velfærdssamfund, og alligevel skal belemres tiggere.

Er man flygtning? Fine! Så ska man ha hjælp, og det får man, så man ikke skal tigge.
Rejser man derimod herop illegalt for at tigge i sneen, er det på eget ansvar. Sorry.

Behøver jeg skrive at jeg ikke giver penge til tiggere?

/Sendt fra min iPhone

*NK (Nordiska Kompaniet) er Sveriges svar på Illum. Alt derinde er altså meget dyrt og meget fint.

SE MIG! Jeg skal hjem og skide!

2010-02-02T18:45:00.008+01:00

Forleden dag var jeg nede at handle lidt.. Ikke noget særligt,

sådan basisvarer; mælk, brød, smør og toiletpapir.

Det sidste fandtes kun i en 10-pak, som ikke kunne være i en plasticpose sammen med de andre varer. Derfor tager jeg rullerne under armen og går hjemad.

Så er det at eg begynder at lægge mærke til at folk kigger en smule underligt på mig. Sådan med en smule ubehag i blikket, som om jeg står og skriger "Hold kæft hvor skal jeg bare hjem og skide nu" i ansigtet på dem.

Der er åbenbart et tabu omkring toiletpapir, på samme måde som med menstruationsbind og Tena*: Noget det fleste af os køber. Som mælk, smør og brød.

MEN. At se nogen køber toiletpapir (særligt i store mængder) får os med det samme til at tænke på bæ. Og det vil man ikke. Måske skulle butikkerne overveje at skaffe nogle meget store brune papirsposer, som dem de har til spiritus i USA. Så kunne man skjule sit indirekte bæ i en pose af nogenlunde samme farve.

For associationen til sprut er bedre end til bæ..

Sprut: Aahh..
Bæ: Buuhh..

*(Tena er dog i en klasse for sig - mest på grund af deres reklamer, som nærmer sig latterlige i deres forsøg på at gøre kvindelig inkontinens til den mest naturlige ting i verden. Men når det at gå på toilettet og lave stort efter alle disse år stadig ikke er noget man vil konfrontere sine medmennesker med, ej heller gerne selv indgå i samtaler om, er det måske ikke så underligt at voksen småtisseri heller ikke er som at klø sig i. nakken.)

Hen over isen!

2010-02-01T11:19:00.002+01:00

Sådan så det ud igår: Sne og is på søen, så man kunne spadsere næsten helt ude midtpå. Desværre kunne man ikke gå hele vejen over (åndssvage bådtrafik) som ellers havde gjort mig vej hjem lettere og mere eksotisk.

Var på ski i lørdags på et mindre bjerg syd for byen. Var som altid en fryd at få sust lidt rundt og oven i købet lidt (ufrivilligt) off-piste. Smart at man kan tage på ski en dag, i stedet for en lang ferie - særligt når man nu har latterlige fødder, der ikke kan være i en skistøvle i mere end 4 timer pr år. BItter? Lidt..

Besøgstider

2010-01-21T21:09:00.006+01:00

Nu er der ikke længere nogen undskyldning for ikke at komme op på besøg.

Der er faktisk hele tre (3) opholdsmuligheder (som jeg har kontrol over):

1) Bo hos mig. Sofa findes som er udemærket at sove på. Ellers kan luftmadras skaffes. Pris: gratis

2) Bo på centale hoteller i Stockholm til familiepris: 400 SEK pr nat.

3) Bo i firmaets lejlighed på Söder (plads til 2). Pris: 150 SEK pr nat.

Så bare kom an! I ved hvem I er!

2010-01-19T21:02:00.005+01:00

Nå.. I mangel af bedre bloggeri, er her de seneste hændelser i listeform:

Har:

Haft nogle rigtig trælse dage på job. Faktisk hele januar. Fordi vi er 40 % underbemandede uden at der rigtig er nogen, der ser det som et problem. Udover os der er på arbejde.
Købt flere nye sko. Ved et frygteligt uheld.
2 nymalede grå vægge i stuen, og dørkarmene popper som aldrig før.

Skal:

I gang med at træne igen. Lægen fandt ingen fejl på min skulder efter røntgen og blodprøver, så der er grønt lys til træning. Nu skal vi bare lige have alle nytårsforsætterne til at give op, så vi andre kan komme til igen.. Drop det, folkens: It's never going to happen!
Få nogle fritidsinteresser udover Facebook. Til sommer bliver det kajak og rapelling, men inden da. Ludo?
Finde på noget sjovt at lave i weekenden. På udflugtsmåden.

Må:

Gerne
Lave en løsning til lettere adgang til mit klaver.. men hvordan?
Snart holde op med at bide negle. 30 år må være max.

Er træt af:

Folk, der indleder en samtale med "Det er bare fordi.."
Kina
Tiggere (det er ikke sjovt mere)
Mine radiatorer, som ikke er så godt til det der med at varme, når der er koldt.

Er glad for:

Freddie
At folk ikke slår hinanden ihjel for at få mad i denne del af verden (for tiden)
Fremmede mennesker, der flirter med en i supermarkeder og ved kinabuffet'er
Leverpostej med bacon (bliver aldrig rigtig træt af det)

Gays and their wit

2010-01-16T01:04:00.000+01:00

I dreamed a dream

2010-01-09T10:20:00.002+01:00

Ens hovede er underligt når man drømmer. Meget underligt.

I nat stod jeg for eksempel på ski. Det er ikke så underligt i princippet. Jeg snakker så i telefon med min far og siger at jeg holder min 30års fest heroppe (i snelandet, nok Sverige), og så begynder han at græde. Noget min far nok aldrig gør. Så jeg siger ok, så kommer jeg og holder en fest hjemme også. Og inviterer på facebook. Inviterer også Hyasinth Bucket, som jeg jo er venner med.

Jeg skal så tilbage på pisten, som er ved at lukke for at se hvornår bussen til Århus går. Her kommer jeg næsten i slåskamp med en ældre dame i pels, som er meget ubehøvlet og snyder foran i køen til tabellen.

Vupti er jeg i min fars hus og gæsterne strømmer ind. Maden er ikke lavet, men dog købt ind, og der er ikke rigtig glas nok (er jo selv lige ankommet). Lige da jeg kan se nogle af gæsterne på eget initaitiv begynde at lave maden (big no-no) kommer Patricia Routledge og Clive Swift (Hyasinth og Richard Bucket, men som privatpersoner) ind ad døren. Min far havde set at jeg havde inviteret dem på facebook, så han havde ringet til dem “rigtigt” og inviteret. Søde ældre mennesker, som åbenbart taler svensk. Men der var stadig ingen glas. Så mig op I min fars køkken og lede sammen med ham. Fandt aldrig flere glas. Eller dvs. glas var der masser af, men ikke de rigtige – hvidvinsglas fra Ikea, som gerne må gå i stykker.

Og så vågnede jeg.

Tænk hvis der stadig står en hel fest hjemme hos min far og drikker vin fra flasken? Inklusive engelske kendte tv-skuespillere. Råvarer er der nok af, så sulte behøver de ikke. Måske jeg lige skal ringe og tjekke… Svarer hun så måske telefonen?

Sker HVER gang!

2010-01-08T23:56:00.000+01:00

Kaos?

2010-01-05T16:07:00.002+01:00

Forstår ikke konceptet "snekaos". At biler og busser og toge og fodgængere kommer frygteligt til skade på grund af sne. Farlig, farlig sne! Så farlig, at selveste Forsvaret tager kampen op.

Okay, det er ikke tit det sner og okay mængderne kan komme bag på folk, men hvorfor bliver man så ikke inde? Når det pludselig vælter ned fra himmelen som i en anden katastrofefilm og tvmeteologerne nærmest råber at det er farligt derude – hvorfor går man så ud? Der er oftest både varmere og mere mad indenfor.

For nu at være lidt sort/hvid kan man sige, at det er folks egen skyld hvis de kommer galt afsted ipå grund af vejr. I Danmark i hvert fald. Hvor det sjældent er værre end man kan undvige det. Vi har jo hverken Katrina eller tsunami sådan væltende ind over grænserne dag ud og dag ind.

Dagen tips: Undgå at omkomme i sneen – bliv hjemme!

Nixen bixen

2009-12-29T17:49:00.001+01:00

Det gider jeg så ikke igen. Det der familiejul. Jeg har sagt det før og nu siger jeg det igen.

Prøvede ellers at gå ind i projektet med det åbneste sind og de laveste forventninger og alligevel blev det bare overhovedet ikke hyggeligt.
Så måske man allerede nu skulle prøve at planlægge sig ud af julen 2010? Skiferie er oplagt; to uger på en italiensk alpetop med god mad og sne og italienere.
Eller solferie? Måske et par uger i noget Thailand ville være smart. Sådan rejse lidt rundt og bo nogle dage på nogle forskellige resorts og shoppe noget kopi i Bangkok.

Vil under alle omstændigheder være langt væk fra stressede forældre og kuldrede børn. For det er der ikke meget jul over.

What to blog.. what to blog..

2009-12-22T18:35:00.003+01:00

Har nærmest efterhånden præstationsangst når jeg sætter mig i stilling til endnu et sindsoprivende og verdensændrende indlæg i bloggen. Som jo fylder meget i de 5-til-10 mennesker der læser den sporadisk. No offence, overhovedet. Jeg er glad for at du læser. Jeg er bare kynisk af natur. Som du måske har bemærket?

Ville meget gerne skrive noget sjovt og vedkommende om det, der sker lige nu. Men faktum er at der ikke sker så meget. Udover et "snekaos" (15 cm sne.. femten..) i Danmark som måske/måske ikke bliver ufrivilligt skyld i at jeg skal fejre jul i en strandet bus 888 et sted i nordsjælland. Eller i Kastrup lufthavn. Hvilket jeg helst vil, hvis jeg selv må vælge.

Allerhelst vil jeg gerne vælge at være glad og overskudsagtig onkel, der pissegodt gider rulle en snemand og kælke og lege indenfor. For det gider jeg. Faktisk gider jeg det lidt mere end at skulle snakke med de voksne. Mest fordi der er så meget der er usikre samtale emner. Det er jo rent ud sagt et konversationelt minefelt, og så meget energi har jeg simpelthen ikke. Kan jo ikke engang spørge hvordan det går på arbejde, uden at træde nogen over tæerne. Men sådan er det vel hos alle? Sådan lidt anspændt og småbesværlige familierelationer? Eller er jeg helt på meget egen mark?

Kan på den anden side overhovedet ikke overskue at ignorere og fake-smile mens jeg slalom'er mig udenom pinlige tavsheder og flakkende blikke, fordi vi så sjældent er sammen og den gode stemning ikke skal ødelægges. Det kan jeg ikke. Kommer omvendt heller ikke til at militærforhøre alle ved bordet med lampe i ansigtet og forvrænget stemme. Tror bare ikke jeg gider holde igen, hvis der er noget jeg gerne vil have svar på. Og så er det sådan set op til de andre om det skal blive pinligt, eller om der skal åbnes op for noget positiv dialog.

Så alting ikke er så hemmeligt.

Nu ser vi.. Ellers bliver det snemænd og kælketure 24-7!

Leave Brittany alone..

2009-12-20T21:10:00.001+01:00

Hvad sker der lige med at folk render rundt og dør hele tiden? Sidste nye skud på denne ret så dystre stamme er Brittany Murphy, som 32 år gammel døde af et hjerteanfald i morges.

32?? Det er altså lige om lidt! Så er et jeg begynder at overveje om der var nogen grund til den pensionsopsparing, som jeg for få dage siden alligevel oprettede. Shit, altså!

Blir helt ked af det. Stakkels Brittany. Ku godt li hende. Sådan i film. Så hende første gang i Clueless hvor hun spillede den kiksede pige, der bliver made-over.

Og nu er hun så død.

Hvis man ikke har..

2009-12-18T17:59:00.003+01:00

..noget pænt at sige, ska man tie stille!

.....

Reklamer – Nej tak. Husdyr – ja for fanden!

2009-12-17T18:42:00.003+01:00

Selvom al fornuft siger nej, så synes jeg simpelthen det ku være så hyggeligt med en hund herhjemme. En der vil lege og snakke og klappes hele tiden og som elsker mig fuldstændig betingelsesløst – også efter at jeg dypper dens snude i egen lort, som jeg har hørt at ham skal for at opdrage dem. Eller er det 90eragtigt?

Ja, det er skidesynd at ha hund i en lille lejlighed i byen. Ja, det er synd at den bare skal være alene hjemme hele tiden. Ja, det er dyrt og åndssvagt med hundebørnehave.

Men se den! SE! Hej!!!

Nej. Det må vente til jeg flytter ud i forstæderne i noget hus nær (egen) skov og strand. SÅ skal den ellers også bare ha! Køber 4 så! Og en mini-gris. Det lover jeg!

Et pletskud fra... hvem?

2009-12-16T21:03:00.003+01:00

Hvornår opfinder man en maskine eller anden application, som kan gå ens nye sko til?

Det gör jo helt vildt ondt at klapre rundt i nyt, hårdt fodtöj? Og det er der garanteret ikke nogen, der diskuttere i FN eller anden menneskerettighedsorienteret organisation? Og lige får löst.

For er det ikke noget de fleste i denne del af verden kender til, har prövet eller lider under as we speak? Går der med ömme födder og tilplastrede skarvesår på en og anden häl og tå.

Nogen må göre noget! Eller oprette noget afdragsordning så man kan ansätte nogen til at gå ens nye fin-sko eller vinterstövler til.

Jeg kunne i hvert fald godt lige bruge en omgang gåen til. Har mögondt efter flere dage i nye pusselanker!

Men pänt ser det ud (hvis man ikke kigger under strömpen)!

Red verden - uden pension

2009-12-15T10:29:00.004+01:00

Ja. Let's face it! Det er på tide at tænke på hvad der skal ske når jeg bliver gammel. Som om det ikke var hårdt nok at smile sig igennem en 30årskrise, skal jeg nu også smile mig igennem pensionsopsparingens jungle - igen!
For jeg har jo snakket pension med en dame tidligere i forbindelse med arbejde. Forstod ikke så meget af det hele, men en ting gjorde indtryk:

Kvasipædagogisk forklarer hun hvordan pension fungerer; at der overfører penge fra min løn til en opsparing, hvor pengene fordeles i fonder til den dag jeg fylder 65 og får rådighed over beløbet. Dette kan så fordeles frit over perioden i alderen 65 til 79.

Det studser jeg lidt over, og spørger så: Hvad sker der så efter 79?
Svar: "Statistisk set: Ingenting!"

Ok.. statistik set er jeg død efter 79. Og hvis jeg stiller mine shelltoes endnu tidligere, lad os sige som 70årig, har jeg 5 gode år med masser af penge. Problemet er så, hvis jeg lever længere og pengene er brugt.

Så vil man så det? Hvad er alternativerne? Ministerpensionen og den kongelige gage er ret god.. Eller kan man melde sig til noget a la Armageddon eller Deep Impact, og så bare give sit liv for at redde verden? Så slipper man for at tænke på pension OG får samtidig en statue eller en vej opkaldt efter sig.

Hm.. hvem ringer man til? Bruce Willis? Tom Hanks? Obama? Hvem?

Træt mand

2009-12-14T21:49:00.003+01:00

Men ingen mere træt end min bette mand. En øl og en portion lasagne og væk var han.

Sød!

Læs en bog

2009-12-11T21:43:00.003+01:00

BØGER, JEG NOK ALDRIG FÅR LÆST:

De sataniske vers (ved bare jeg aldrig kommer til den)
Hobitten, Ringenes Herre Trilogien eller andre bøger af Tolkien (ser filmen)
Sara Palins biografi (selvom den sikkert er god at grine af. Men nægter at bidrage til salgstallet.)
Arek Onyszkos biografi (dumme mennesker gør dumme ting)
Baronessen går i køkkenet af Caroline Flemming (Hvorfor?!)
Koranen (når så mange muslimer ikke selv har læst den)
George W Bush biografi (enough with the idiot)
Manual til mænd med sure koner af Mads Christensen (dels fordi jeg ikke helt er målgruppe (eller?) og dels fordi jeg ikke kan holde ham ud)

BØGER JEG BURDE LÆSE:

Stine Bosses biografi (hun er jo trods alt min chef. Og imponerende)
Koranen (for at sige at man har)
Kineseren af Henning Mankell (fordi jeg har købt den)
The Art of War (fordi alle siger at man skal)
...

..burde der ikke være flere..?

Bar røv og stråhat!

2009-12-11T21:41:00.002+01:00

Indrøm nu bare at det er lidt sjovt...